Ahmed Akkari: Rekrutteringsvideo kan være farlig
En ny video, der opfordrer danske muslimer til at drage i hellig krig i Syrien, kan påvirke unge danske islamister.
Det vurderer den tidligere imam Ahmed Akkari.
- Videoen kan være farlig. Der er en gruppe, som vil blive påvirket af videoens retning og stemning, siger Ahmed Akkari om YouTube-videoen, som blev sendt til Jyllands-Posten i går.
- Det er unge i religiøse miljøer, der allerede er trukket ind i rum, hvor der er en parathed til det. De vil kunne genkende og følge de tanker, som manden bag videoen vil have frem, tilføjer han.
Ahmed Akkari blev kendt under Muhammedkrisen, hvor han var en del af den imam-delegation, som rejste til Mellemøsten for at udbrede og fordømme Jyllands-Postens tegninger.
I juli bekendtgjorde Akkari, at han har skiftet holdning, og han støtter ikke længere op om de ekstremistiske synspunkter, han tidligere har støttet.
Akkari påpeger, at videoen virker efter hensigten fra afsenderen.
- Der er flere kredse, som vil blive påvirket af videoen, når medierne sætter stor fokus på den.
Men det største problem er ifølge Akkari, at der er så stor en del af muslimerne, som ikke tager stilling til typer af video som denne.
- Det tavse flertal af muslimer forholder sig neutralt til det. De har det som om, at det ikke vedrører dem eller deres børn.
- Heldigvis har det også den omvendte effekt hos nogle. De vil reflektere kritisk over, hvordan man ender så yderligt og begynder at tale og tænke på den måde.
Den tidligere imam selv har ikke meget til overs for videoen.
- Jeg mener, han er en af de forblændede tosser, der har mistet fodfæstet et eller andet sted. Han har så fundet sit udtryk og bliver brugt af andre højere oppe i systemet.
I klippet kan man se Abu Khattab i selskab med en tildækket kriger med en riffel.
Videoen menes at være den første, der direkte - og på dansk - opfordrer til at kæmpe jihad i Syrien. Abu Khattab er ifølge Jyllands-Posten tilknyttet den danske salafist-organisation Kaldet til Islam.
Kaldet til Islam har siden efteråret 2011 haft både mediernes, politikernes og ikke mindst PET's bevågenhed, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker