Aktivist i forklædninger

Günter Wallraff, som fylder 80 den 1. oktober. Foto: Henning Kaiser/Ritzau Scanpix

Günter Walraff er blevet kendt for at forklæde sig for at afsløre skyggesider af samfundet. I Sverige har det fået et navn, at "wallraffe". Nu fylder han 80.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det aktivistiske blod løber stadig i Günter Walraff.

Den tyske journalist og forfatter blev for alvor kendt i Tyskland og i udlandet i 1985 med bogen "Ganz unten".

Her beskrev han hverdagen for tyrkiske gæstearbejdere, som tilrejsende migranter på arbejdsmarkedet blev kaldt dengang.

Wallraff havde selv forklædt sig og udgivet sig for at være tyrkisk gæstearbejder i Tyskland.

Han lavede både før og efter "Ganz unten" tilsvarende projekter, hvor han klædte sig ud og udgav sig for at være andre.

Han blev redaktør på tabloidavisen Bild under navnet Hans Esser.

I 2009 malede han sig sort i ansigtet med det formål at afsløre eventuel racisme i Tyskland.

Han blev dog også kritiseret for, at denne metode i sig selv kunne betegnes som racistisk.

Günter Walraff er efterhånden blevet en ældre mand. Han fylder 80 år den 1. oktober, men han er stadig aktiv og er klar til at gå i brechen, når han mener, at noget er galt.

Sådan noget skete den 12. august i New York, da en 24-årig mand angreb den 75-årige forfatter Salman Rushdie med kniv.

Rushdie har skrevet bogen "De Sataniske Vers", og den tolkede den shiamuslimske leder i Iran i 1980'erne, ayatollah Khomeini, som en blasfemisk bog. Han udstedte en dødsfatwa på Salman Rushdie, der siden da har levet først skjult og siden under beskyttelse.

Günter Walraff engagerede sig tidligt i sagen. Han har fortalt, at han i 1993 havde Rushdie boende i sit hjem i Tyskland.

I 2007 havde Wallraff et projekt, hvor han ville læse op af "De Sataniske Vers" i en tyrkisk moské i Tyskland.

Hans bog "Ganz unten" var blevet godt modtaget af tyrkere i Tyskland.

Han sagde, at han håbede, at hvis han kunne læse op af Rushdies bog i moskéen, kunne det udløse debat om tolerance.

- Jeg har læst højt af bogen for muslimer derhjemme, og de lo højt ad dele af den. Denne bog hører hjemme i en muslimsk kontekst, sagde han i 2007 til mediet Deutsche Welle.

Men moské-myndighederne sagde nej til, at han kunne læse op af bogen i en moské.

Efter attentatet i New York har Wallraff deltaget i et arrangement organiseret af forfatterforeningen PEN i Tyskland med oplæsning af Rushdies bøger.

Det er dog ikke journalistisk heltedåd det hele. Der har været spekulationer om, hvorvidt han var agent for det kommunistiske DDR inden Murens fald i 1989.

Günter Wallraff skal have mødtes med en person fra Stasi, DDR's sikkerhedstjeneste, i København i begyndelsen af 1970'erne.

Selv har han forklaret, at han ikke har været DDR-agent, og at han ikke vidste, at han mødtes med en Statsi-agent.

/ritzau/