Aktivister: Vi trænger ind i Bella Center

Udsigten til bøder i tusindkronerklassen, længere anholdelser og fængselsstraf får ikke aktivistgruppen Climate Justice Action til at lægge deres aktivistplaner på hylden. De vil blandt andet forsøge at trænge ind på Bella Center i København den 16. december og afbryde topmødet, ligesom de vil forsøge at lukke Københavns Havn den 13. december.

- Vi arrangerer demonstrationer ud fra et synspunkt om civil ulydighed og ingen personskade. Vi har ikke tænkt os at køre med på det spil om, at vi skulle være nogle voldelige farlige anarkister, der kommer og smadrer hele byen. Vi er mennesker, der engagerer os i en sag, som, vi mener, er langt vigtigere end at opretholde såkaldt "lov og orden", hvis det indebærer, at man undergraver politiske rettigheder for et mindretal i samfundet, siger Mads Kissow, talsperson for Climate Justice Action.

Han mener, regeringens uropakke kommer til at ramme bredt og blandt andet også påvirker fagforeninger, der vil demonstrere mod en ulovlig arbejdsplads, eller aktivister, der vil protestere mod udsendelser af afviste asylansøgeren.

- Det er et direkte angreb på sociale bevægelser, der historisk set har været garanten for progressive forandringer og rettighedsskabelser i samfundet - for eksempel kvindebevægelser og borgerrettighedsforkæmpere. Det er en helt uacceptabel kriminalisering af politisk engagement, siger Mads Kissow.

Climate Justice Action forventer, at aktivister fra hele verden kommer til København i december for at deltage i aktionerne.

/ritzau/

Regeringens uropakke er udemokratisk og et uacceptabelt angreb på borgerrettigheder, mener klimaaktivister, der stadig har planer om aktioner ved topmødet.

Offentliggjort Sidst opdateret