Akutlæger i skudsikre veste skal rykke ud ved terror
Særligt uddannede akutlæger skal have en sort uniform, der ligner politiets, når de sammen med politiet rykker ud til potentielt farlige situationer som eksempelvis terror. En ny uddannelse skal gøre akutlæger i stand til at rykke ud, inden områder er erklæret sikre af politiet. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Det kan forhåbentligt redde liv, hvis lægepersonale kan rykke ind ved farlige situationer sammen med politiet.
Terrortruslen i Danmark er alvorlig.
Derfor er der behov for, at særligt uddannede læger kan rykke ind i bygninger og områder, allerede inden politiet har erklæret stederne for sikre.
Det har Region Hovedstaden vurderet, og derfor bliver regionen fra det nye år døgnbemandet med akutlæger, der har gennemgået den særlige træning. Det skriver DR.
- Ofte er det minutter, der afgør, om man lever eller dør, siger Peter Berlac, overlæge og chef for akutberedskabet i Region Hovedstaden, til DR.
- Hvis vi venter, til området er helt sikkert, kan de her mennesker nå at forbløde, mens de venter på, at vi kan komme ind og hjælpe dem, siger han.
Lægepersonale, som tager uddannelsen Tactical Emergency Medical Services (Tems), skal have en sort uniform på, der til forveksling ligner politiets. Desuden bliver de iklædt både hjelm og skudsikker vest, når de rykker ud.
Normalt er lægepersonale iklædt gule jakker, men når de skal arbejde i de potentielt meget farlige situationer, er det afgørende, at de ikke skiller sig ud og dermed risikerer at blive mål for gerningsmændene.
Uddannelsesforløbet er frivilligt og strækker sig over 37 timer. Lægerne skal blandt andet gennemgå en hård fysisk test samt lære at kommunikere og begå sig i et fjendtligt miljø.
Den ekstra uddannelse er oprettet, efter at Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sin seneste terrorvurdering betegnede truslen mod Danmark som alvorlig.
I øjeblikket udbydes uddannelsen kun i Region Hovedstaden, men det er ifølge DR planen, at den på sigt skal bredes ud til akutlæger i landets øvrige regioner.
Danmark blev ramt af terror i februar 2015, hvor en 22-årig mand ved navn Omar el-Hussein skød og dræbte to mennesker i København.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde