Alle danske slagtedyr skal bløde ihjel

Det er grinagtigt, når formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Rene Christensen, kræver et forbud mod halalslagtning med henvisning til, at dyrene bløder ihjel.

Det mener formanden for landets dyrlæger, Arne Skjoldager.

Ifølge Rene Christensen, der også er Dansk Folkepartis fødevareordfører, er Danmark på vej mod et "halalhelvede", fordi dansk oksekød er begyndt at sælge til muslimske lande. Det kræver dog, at kødet halalslagtes, ligesom det i dag sker med det meste danske fjerkræ.

- Det må stoppe her. Man dræber jo dyrene ved at lade dem bløde ihjel, og det er og bliver dyremishandling af værste skuffe, mener Rene Christensen.

Han vil have fødevareministeren til at forbyde halalslagtning.

- Men det er jo direkte grinagtigt at angribe halalslagtning for at lade dyr dø ved afblødning, når dansk lov kræver, at samtlige dyr, der slagtes her i landet, skal dø ved afblødning af humane grunde, siger Arne Skjoldager.

Det gælder såvel køer som grise, fjerkræ og alle andre slagtedyr. Alle dyr, også de halalslagtede, skal dog bedøves først.

- Eneste forskel er altså den bedøvelse, der går forud for overskæringen af halspulsåren. Og så altså en lille bøn for dyret, siger Skjoldager.

Grise bedøves med kuldioxid, mens kreaturer og får og geder bedøves med boltpistol og fjerkræ typisk med elektrisk strøm.

- Ved halalslagtning slås koen eller fåret for panden med en boltpistol, som dog ikke går igennem hjernen. Men bedøvelsen er akkurat lige så effektiv. Det svarer til den måde, man tidligere slog et dyr for panden før slagtning, siger Arne Skjoldager.

/ritzau/

Alle danske slagtedyr bløder ihjel, ikke kun halalslagtede. Dyrlægeformand går i rette med DF's madordfører.

Offentliggjort Sidst opdateret