Alle irakere ude af Brorsons Kirke

Der er ikke flere irakere tilbage i Brorsons Kirke på Nørrebro. Under en større aktion tidligt torsdag anholdt politiet 17 unge mænd i kirken.

Der er ikke flere irakere tilbage i Brorsons Kirke på Nørrebro. Under en større aktion tidligt torsdag anholdt politiet 17 unge mænd i kirken. Også kvinder og børn har forladt kirken. De har ifølge foreningen Kirkeasyl søgt tilflugt hos familie og venner.
Politiet indledte kort efter klokken 01 natten til torsdag en storstilet aktion ved Brorsons Kirke på Nørrebro, hvor de på Rigspolitiets anmodning ville hente de mandlige irakere, der har opholdt sig i kirken siden maj af frygt for at blive udvist til en usikker fremtid i deres hjemland.
Da politiet kom til kirken på Nørrebro blev de mødt af op mod 300 demonstranter, der forsøgte at hindre betjentene i at gå ind i kirken. Det kom til voldsomme konfrontationer og politiet brugte både stave, peberspray og hunde mod demonstranterne.
Demonstranterne råbte slagord, blandt andet "Asyl til alle her og nu" og "Mordere" mod politiet. Stemningen var højspændt.
Københavns Politis informationschef Flemming Steen Munch afviste over for Ritzaus journalist på stedet, at der er tale om en rydning af Brorsons Kirke.
- Rigspolitiets Udlændingeafdeling har anmodet os om at få fat på nogle af de unge mænd, der opholder sig i kirken, for at fastslå deres identitet, og for at finde ud af om de er udvist af Danmark, oplyser han.


Ritzau har talt med en af de afviste irakiske asylsøgere i kirken, Shia Osman Abdullah fortæller, ssom fortalte, at irakerne var meget usikre på situationen, og at en af dem var så fortvivlet, at han forsøgte at begå selvmord.
Brorsons Kirkes præst, Per Ramsdal, er i chok efter nattens begivenheder og fortæller, at irakerne ved 02-tiden var samlet foran billedet af den korsfæstede Jesus, samtidig med at en masse betjente gik rundt i kirken med skjolde og hjelme.
Han havde indtil nu troet, det var fuldstændig utænkeligt, at politet ville gå ind i kirken.
Per Ramsdal fortæller også, at irakerne på et tidspunkt holdt et lagen ud imellem sig, fordi en af de afviste asylsøgere truede med at hoppe ud fra kirkens tårn.
- Det var frygteligt at opleve, siger Per Ramsdal, der stadig overvejer hvordan han skal reagere på politiets indtrængen i Brorsons Kirke.
Det kom til voldsomme konfrontationer, da politiet efter at have hentet 17 irakiske mænd i kirken, ville køre dem fra stedet i en bus. Ifølge Flemming Steen Munch blev de frihedsberøvet for at politiet kunne fastslå deres identitet.
Bussen blev angrebet af demonstranter, der smadrede forruden og smed maling på bussen. Samtidig smed flere demonstranter sig ned foran bussen for at hindre den i at køre fra stedet. Politiet brugte igen og igen deres stave mod demonstranterne og benyttede også peberspray i de meget voldsomme sammenstød.
Kort før klokken 04 lykkedes det for bussen at køre ad Rantzausgade og Kapelvej ud på Åboulevarden, hvor nogle af demonstranterne brækkede chaussésten op. Det er uklart om stenene kom i anvendelse som kasteskyts.


Efter at være kommet fri kørte bussen med de anholdte irakere nordpå. I kredsen af aktivister omkring asylansøgerne forlød det, at bussen var kørt til Bellahøj Politistation.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret