Aller Media vinder nyt public service-udbud til børn
Som led i medieaftalen 2023-2026 blev det aftalt, at der skal etableres et public service-lydunivers rettet mod børn og unge. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Der følger 66 millioner kroner med i tilskud til public service-lyduniverset til mediekoncernen Aller Media.
Vinderen af et nyt public service-produkt for børn og unge er udpeget.
Aller Media har vundet udbuddet af et public service-lydunivers for børn i alderen 3-13 år.
Det oplyser Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Lyduniverset forventes at gå i luften i slutningen af 2024, og tilladelsen vil løbe til og med 2026.
Det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden udgør 66 millioner kroner.
- Radio- og tv-nævnet har valgt den ansøger, som, nævnet vurderer, bedst kan gennemføre det lydunivers, der er besluttet i Medieaftalen, og som, vi tror, vil kunne få lyduniverset ud at leve blandt børn og unge, siger nævnets formand, Søren Sandfeld Jakobsen, i pressemeddelelsen.
- Aller Media har budt ind med et koncept, der er gennemarbejdet, inddragende og inkluderende.
Som led i medieaftalen 2023-2026 blev det aftalt, at der skal etableres et public service-lydunivers rettet mod børn og unge.
I lyduniverset skal der stilles 20 timers programindhold til rådighed hver uge.
Derudover skal lyduniverset indeholde originalt og relevant indhold, der omfatter nyheder og programmer i kategorier som samfund, kultur, drama, underholdning, viden og musik.
Indholdet skal stilles til rådighed for brugerne via en app og en hjemmeside. På Allers egen platform skal lydindholdet være gratis og uden reklamer.
Ved ansøgningsfristen 18. marts tidligere i år havde Radio- og tv-nævnet modtaget fire ansøgninger.
Aller Media vandt udbuddet med lyduniverset, der har fået titlen ''HULiGENNEM''. De vandt foran de tre øvrige ansøgere, som var Bundesen Management, Munck Studios København og Golittle.
Aller Media er en mediekoncern, der blandt andet udgiver Billed-Bladet, Femina og Se og Hør.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned