Allergivaccinationer holder højst i fem år viser studie
Statens Serum Institut (SSI) har i et studiet fundet frem til, at allergivaccinationer virker i fem år efter behandling. Det har tidligere været ukendt. (Arkivfoto). Foto: Seth Wenig/Ritzau Scanpix
Et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at vacciner mod allergi ikke har effekt efter fem år.
Allergivaccinationer mod græs, birk eller bynkeallergi har ikke effekt efter fem år. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse torsdag.
Ifølge instituttet har det tidligere været ukendt, hvor lang tid allergivaccinationer, der også kaldes pollen allergen immunterapi, holder.
- Vi er de første til at påvise, at effekten i forhold til at stoppe med allergimedicin ikke fortsætter ud over de fem år, siger Peter Bager, der er forsker på SSI og står bag undersøgelsen.
Behandlingen anbefales som et supplement til pollenallergikere, hvor antihistamin og næsespray med kortikosteroid har en utilstrækkelig effekt.
Og ifølge Peter Bager kan allergen immunterapi overordnet reducere andelen af pollenallergikere, der bruger næsespray, med 16 procent de første to år og derefter med 12 procent i tre til fem år efter start på behandlingen.
- De efterfølgende år ses ingen reduktion, når man sammenlignede med ikkebehandlede pollenallergikere, siger han.
Kliniske afprøvninger af pollen allergen immunterapi har ifølge ham tidligere vist en effekt på symptomer og allergimedicin-forbrug i de tre til fem år, som behandlingen varer.
Og her har den længere opfølgning manglet.
Peter Bager fortæller, at det har været undersøgt i danske data for en del år siden, men at den måde, man laver den slags studier på, metodemæssigt er blevet bedre.
- Man har fundet ud af, at man skal have de to grupper til at ligne hinanden, altså de behandlede og ikkebehandlede. Det kan man i dag gøre ved at matche dem på en lang række vigtige faktorer eksempelvis helt fra deres allergimedicin-forbrug til deres indkomstniveau, siger han.
- Det er ikke alle lande, der har sådan nogle nationale registerdata, og af den kvalitet som vi har herhjemme. Det er noget unikt for Danmark, fortsætter forskeren.
I undersøgelsen har 23.280 pollenallergikere medvirket - hvoraf 7.760 personer modtog pollen allergen immunterapi.
Undersøgelsen er et observationelt studie, hvilket vil sige, at man ser på effekten i et repræsentativt udsnit af hele befolkningen. Og af den grund har det været muligt at studere behandlingens effekt over mange år, efter behandlingen er afsluttet.
Studiet er lavet i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet og Kræftens Bekæmpelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde