Alternativ langrendskonkurrence lukket af politiet

Løbere i uofficielt DM i langrend har deltaget forskudt og selv taget tid. Lørdag er det lukket af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt afholdes danmarksmesterskabet i langrend i Norge, men i år er corona kommet i vejen for arrangementet.

Et snedække, som kan bruges til langrend, ligger dog over dele af Danmark, og det er blevet udnyttet i skovene omkring Odense.

Her har interesserede den seneste tid kunnet måle deres egen tid med gps på en rute og melde den ind til Danmarks Skiforbund, som så vil offentliggøre en resultatliste i det, der af nogle af aktørerne er blevet betegnet som et uofficielt DM.

Men lørdag klokken 13 ringede en borger til politiet for at anmelde, at der var mange mennesker omkring sporene, og det har fået Fyns Politi til at lukke det, de mener er et arrangement.

Op mod 1000 var forsamlet, skriver politiet i en pressemeddelelse. Arrangementets gennemførelse ville udgøre "en særlig fare for smitte med covid-19", vurderer politiet.

Fyns Politi er i øjeblikket ved at efterforske, om der i forbindelse med planlægningen af arrangementet - som Danmarks Skiforbund afviser er et arrangement - er sket overtrædelser af loven.

Kenneth Bøggild, generalsekretær i Danmarks Skiforbund, siger, at der ikke er tale om et arrangement. Der er nemlig hverken opsat tidsanlæg eller andet, fortæller han til DR.

- Det eneste, vi har gjort, er, at vi har trukket nogle spor og givet mulighed for, at man i løbet af en uge kunne køre distancen og skrive sin tid ind og helt uofficielt få en ranking, siger han.

Vagtchef Kenneth Taanquist uddyber over for Ritzau, at der ligger to ting bag.

- Kigger man på forbundets hjemmeside, kan man godt få opfattelsen af, at det er et arrangement. Det vil vores jurist så vurdere, om der er noget strafferetligt i, sagde han tidligere lørdag aften.

Det er dermed endnu uklart, om der vil blive udskrevet bøder i forbindelse med politiets indgreb.

Men politiet vurderede som nævnt, at der også var for mange mennesker forsamlet. Det er i øjeblikket forbudt at forsamles flere end fem personer.

- Vi har vurderet, at det udgør en særlig fare for smitte med covid-19, hvorfor vi har bedt folk om at finde andre steder hen, sagde vagtchefen.

Det skete i fin dialog med Odense Skiklub og Danmarks Skiforbund, oplyste han.

Vagtchefen påpegede, at politiet har samme mulighed søndag, hvis den samme situation udspiller sig igen.

Særligt Elmelund Skov, hvor politiet vurderede, der var for mange, vil have politiets opmærksomhed de næste dage.

Det officielle DM i langrend har ifølge DR ikke været holdt i Danmark siden 1987.