Amatører finder kæmpe sølvskat ved Lejre
Foto: Roskilde Museum /Scanpix
Roskilde Museum /Scanpix
Ringe, mønter, sølvbarrer og flere hundrede sølvgenstande.
Tre amatørarkæologer har gjort et opsigtvækkende skattefund fra den ældre germanske jernalder (400-500 e.Kr.).
Med metaldetektorer afsøgte de en mark i Lejreområdet sydvest for Roskilde for spor fra oldtiden. Tobias Bondesson, Iohannes Sundberg og Tommy Olesen faldt tilfældigt over skatten efter seks timers ellers forgæves søgen i august i år.
- Det var et adrenalin-kick. På vej tilbage mod bilen kommer der et signal - og endnu et. To til tre stykker er lig med en skat. Så pludselig havde vi en skat. Og der var mange flere signaler i området, fortæller de tre amatører.
Fundet er en sølvskat bestående af især barrer, ringe, romerske mønter og flere hundrede ituklippede og omsmeltede genstande blandt andet fornemt romersk sølvservice og nordiske pragtsmykker.
Amatørarkæologerne informerede Roskilde Museum, som har skatten til videre undersøgelser og konservering.
- Fundet er vigtigt, fordi den viser, at Lejre-Roskilde-området er et af de centrale steder i landet og bliver ved med at være det op til middelalderen. Folk, der råder over så store værdier, må høre til i det øverste lag i samfundet. Der bor nogle, som har bestemt over andre, siger museumsinspektør Tom Christensen.
Indtil videre kommer de helt store fund fra Lejre-området fra 500-tallet, men nu er vi altså tilbage til 400-tallet.
Området og skattefundet er under udgravning, men museet mener, at det består af 1500 større og mindre genstande. Indtil videre har de nærmet sig tre kilo sølv og en mindre mængde guld, men meget ligger stadig i jorden.
Det gør fundet til det næststørste fra denne periode.
- Vi får en dybere forståelse af, hvordan det danske samfund har udviklet sig. Fundet bekræfter noget af det, vi ved - men det vil også bringe ny viden til, som vi skal forstå. Historien skal dog ikke skrives om, men der skal skrives til.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned