Ambassadør: Brasiliansk fodboldfeber er først nu på vej
Når hele verden fra i dag og en måned frem kigger mod Brasilien og fodbold-VM, så ser de mod et land, hvor fodboldfeberen først så småt er på vej.
I stedet har den stået på demonstrationer og arbejdsnedlæggelser, mens regeringen er faldet længere og længere tilbage i meningsmålingerne. Og sådan vil det fortsætte under VM.
- Der er allerede planlagt demonstrationer og strejker i de fleste byer over de næste uger. Fagforeningerne bruger situationen til at presse regeringen, fordi man ved, at hele verdens medier kigger mod Brasilien, forklarer Danmarks ambassadør i Brasilien, Svend Roed Nielsen.
Det er især overforbrug og dårlig byggestyring, som har skabt den negative stemning blandt befolkningen omkring det, der skulle være en fest for de fodboldelskende brasilianere.
- Mange synes, at der er blevet brugt for mange penge på nye sportsanlæg. Penge som kunne være gået til uddannelse, sundhed eller offentlig transport, forklarer Svend Roed Nielsen.
Regeringen havde regnet med, at et fodbold VM ville blive en vindersag, da Brasilien blev valgt som VM-værter i 2007.
- Man troede, at der var råd til at bygge stadioner og OL-anlæg, samtidig med at man kunne øge levestandarden og velfærdsydelserne. Nu føler folk, at de penge, der går til sportsanlæg, bliver taget fra andre dele af budgettet, fortæller Svend Roed Nielsen.
Selvom penge og politik har givet skår i glæden, så regner Svend Roed Nielsen med, at fodboldfeberen nok skal slå igennem.
- Man begynder at se lidt flag på husene og bilerne, og caféerne reklamerer for kampene. Derudover er de internationale fans også begyndt at ankomme, og de har kun fodbold på hjernen.
- Hvis Brasilien klarer sig godt, ikke bare i åbningskampen, men hele vejen igennem, så kan den kritiske stemning godt blive reduceret. Derfor håber regeringen rigtig meget, at Brasilien bliver verdensmestre, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker