Amerikanske F-35-kampfly i luften over Danmark for at træne kolleger
Fem amerikanske F-35-kampfly besøger i disse dage Danmark og indgår i de daglige flyvninger på Fighter Wing Skrydstrup. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forud for modtagelsen af de første F-35-kampfly til efteråret er fem amerikanske fly udstationeret i Danmark.
Fem amerikanske F-35-kampfly træner i disse dage med danske kolleger på den sønderjyske flybase Fighter Wing Skrydstrup.
Det fremgår af en nyhed på Forsvarets hjemmeside.
Besøget sker som en del af forberedelserne til, at Danmark modtager de første eksemplarer af det højteknologiske kampfly til efteråret.
De indgår i de sædvanlige flyvepas om for- og eftermiddagen og deltager i træning med dele af Forsvaret.
Besøget af de amerikanske F-35-fly er en mulighed for at høste værdifulde erfaringer forud for modtagelsen af de nye kampfly, forklarer chefen for Fighter Wing Skrydstrup, Kim Jensen.
- Vi får erfaringer med det operative, når vi flyver og opererer sammen i luften, men også alt det logistiske på jorden ved at have flyene her på flyvestationen lærer os meget, siger han til Forsvarets hjemmeside.
Det er ikke kun piloterne, der drager nytte af besøget. Også flymekanikere, ammunitionsfolk, transportmedarbejdere og brandmænd får ifølge obersten noget ud af besøget.
- At gennemføre operationer med kampfly er en holdindsats, hvor mange forskellige faggrupper skal samarbejde.
- Sådan er det også med et besøg af amerikanske F-35-kampfly, og alle medarbejdere på flyvestationen er derfor essentielle i at få dette besøg til at blive en succes, siger han.
Danmark har købt i alt 27 F-35 kampfly, der på sigt skal erstatte F-16-flyene.
21 af dem vil operere fra flyvestationen i Skrydstrup, mens seks andre får permanent ophold i USA. Her skal de bruges til uddannelse og træning af danske piloter.
De første F-35-kampfly forventes at lande i Danmark til efteråret, mens de sidste vil ankomme i 2027.
De amerikanske kampfly er udstationeret i Danmark frem til 16. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker