Analyse af tredje forbindelse over Lillebælt sættes på pause

Der er to faste forbindelser over Lillebælt, og en tredje forbindelse er under overvejelse. Men nu sættes en strategisk analyse på pause. Den skal afvente forundersøgelse af et andet projekt - en fast forbindelse mellem Als og Fyn. (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Strategisk analyse af en ny forbindelse over Lillebælt skal afvente forundersøgelse af Als-Fyn-forbindelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

En strategisk analyse af en tredje forbindelse over Lillebælt sættes på pause.

Det har forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 besluttet, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Det var tilbage i 2021, at forligskredsen aftalte, at der skulle laves en undersøgelse af en mulig ny forbindelse over Lillebælt.

I forvejen er der to faste forbindelser, der betjener vejtrafikken: Den gamle Lillebæltsbro fra 1935 og den ny Lillebæltsbro fra 1970.

Vejdirektoratet og Banedanmark fik til opgave at lave en strategisk analyse for at afdække muligheder og udfordringer ved en tredje forbindelse.

Screeningsfasen, som er første trin i den strategiske analyse, er afsluttet.

Men nu har forligskredsen besluttet, at den strategiske analyse skal afvente resultatet af et andet projekt, nemlig forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

I screeningsfasen af en ny forbindelse over Lillebælt har man set på seks forskellige linjeføringer, forklarer afdelingsleder i Vejdirektoratet Andreas Egense.

- Vi har regnet på og sammenlignet de forskellige løsninger. Det viser sig, at en vejforbindelse syd om Middelfart er den løsning, der giver de største trafikale gevinster, når man ser på sparet rejsetid og kørselsomkostninger, siger han i pressemeddelelsen.

Forligskredsen vurderer på den baggrund, at linjeføringen syd om Middelfart "i høj grad må ses i sammenhæng med resultatet af den igangværende forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn".

Opdaterede beregninger for brugen af de to nuværende forbindelser over Lillebælt afslører heller ikke noget akut behov for en ny forbindelse.

De viser, at der først vil være udsigt til "kritisk trængsel" på den ny Lillebæltsbro efter år 2040, skriver Vejdirektoratet.

Det er samtidig vurderingen, at den gamle Lillebæltsbro kan holde mindst 50 år endnu, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/