Anbringelser af børn opgives

Børn og unge med massive sociale problemer havner oftere på anbringelsessteder, hvor man ikke magter opgaven. Det viser Ankestyrelsens Anbringelsesstatistik for 2008, der netop er blevet offentliggjort.

12.346 børn mellem 0 og 17 år var ved udgangen af 2008 anbragt uden for hjemmet, og i den statistik fylder de brudte forløb godt. Således skiftede 1371 børn og unge anbringelsessted i 2008, men kun 32 pct. af flytningerne var del af det planlagte udviklingsforløb for barnet. 22 pct. af anbringelserne blev brudt, fordi enten plejefamilier eller institution gav op over for barnet eller den unge. I regnskabet indgår også, at hver femte barn eller ung nu vender hjem uden formålet med anbringelsen er opfyldt. Det gjaldt kun hver sjette barn i 2007.

Bruddene sker i langt overvejende grad for ældre børn over 13 år, siger seniorforsker Tine Egelund fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Til efteråret offentliggør hun sammen med en kollega en ny rapport, der netop gransker de brudte anbringelser.

- Årsagen til bruddene er meget komplekse. Det kan eksempelvis tilskrives de manglende relationer, de unge har til de voksne på anbringelsesstedet. En anden forklaring kan være, at man nogle steder i landet ikke har pengene til at betale for dyre anbringelser, som virker for den unge, og derfor afbryder anbringelsen. Endelig kan sagsbehandlerskift og manglende kendskab til den unge og familien også være årsag til bruddet, siger hun.

De unge tumler nødvendigvis ikke med mere alvorlige problemer end de yngre anbragte børn, betoner seniorforskeren videre. I stedet kan de unges selvstændighed også være årsag til de brudte forløb.

- Det er mere sandsynligt, at det store barn vil gå sin vej, hvis det ikke føler, at det kan bruge anbringelsesstedet. Mange af de store børn er "højlydte", og gør opmærksomme på sig selv på en anden måde end de små, hvilket også kan betyde, at de er sværere for anbringelsesstedet at magte, uddyber Tina Egelund.

Alene i 2008 flyttede 3544 børn til et anbringelsessted, hvilket svarer til, at knapt 10 børn dagligt anbringes uden for hjemmet.

/ritzau/

Plejefamilier og institutioner giver i stigende grad fortabt overfor de børn, der anbringes uden for hjemmet. Det viser Ankestyrelsens nyeste statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret