Efter sommerferien får landets skoler tilbud om at sende alle elever på de ældste klassetrin på kursus i, hvordan de håndterer eksamensangst.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det er elevorganisationen Danske Skoleelever, som har taget initiativ til kurserne på baggrund af det stigende præstationspres, som mange skoleelever føler.
- At skulle stille op alene over for læreren og præstere det bedste, man kan, opleves som skræmmende af mange unge, især i den fagligt svagere gruppe, forklarer Danske Skoleelevers formand, Vera Rosenbeck.
Hun mener, at der i øjeblikket er en tidsånd og en prøveform, som fokuserer ekstra meget på, hvad den enkelte elev kan præstere ved eksamensbordet.
Resultatet er, at den eksamensangst, som i mange år har været udbredt på de gymnasiale og videregående uddannelser, nu er rykket nedad til 9. og 10. klasse.
Men Danske Skoleelevers initiativ er ikke kun godt for eleverne og folkeskolen, mener forskeren Karen Egedal Andreasen fra Aalborg Universitet.
- Det er et tveægget sværd. Jeg er sikker på, at kurserne udbydes i en god mening, men netop ved at 'træne eksamen' risikerer man at øge elevernes oplevelse af, at det er meget vigtigt at præstere, og dermed skruer man op for nervøsiteten, siger hun.
Bjarne Nielsen, formand for skolepsykologerne, påpeger, at der altid har været skoleelever, som havde det rigtig dårligt med at gå til prøve.
Han vurderer dog, at problemet er vokset de seneste 20 år i takt med det stigende fokus på test i skolen og det politiske ønske om, at danske elever klarer sig fint i internationale sammenligninger.
- Det er yderst sjældent, at elever kommer til skolepsykolog alene på grund af eksamensangst, men vi er bekendt med problemet, fordi en del elever, som i forvejen er ensomme eller triste, får dette problem oveni, siger han til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub