Den kvinde, som mandag fortalte, at hun som 14-årig blev krænket af en katolsk præst i Randers, ønsker alligevel ikke, at sagen bliver taget op.
Mandag oplyste DR Nyheder, at overgrebet angiveligt skulle være sket i slutningen af 1960'erne i den katolske kirke i Randers.
Ifølge formand for Landsorganisationen Mod Seksuelle Overgreb, Vibeke Møller, kontaktede kvinden dengang det katolske kirkekontor i København og fortalte, at en præst havde befamlet hende blandt andet på brysterne.
- De sendte så en anden præst til Randers for at finde ud af, om det kunne passe. Og deres dom var, at hun løj, sagde Vibeke Møller til DR Nyheder.
Men selvom kvinden dengang blev stemplet som løgner, ønsker hun alligevel ikke, at sagen bliver genoptaget, oplyser Vibeke Møller tirsdag.
- Jeg har talt med hende igen, og hun synes, det er meget ubehageligt, at sagen er blevet taget op. Hun har tilgivet præsten, og hun vil helst være i fred og lukke sagen ned, siger Vibeke Møller til Ritzau.
Menighedsrådsformand for den katolske kirke i Randers, Kirsten Kjærulff, siger, at hun er rystet over omtalen af sagen. Ikke så meget på grund af sagens karakter, men mest fordi kvinden har trukket sine anklager tilbage.
- Det er da fint overfor Vorherre, at hun tilgiver præsten. Men han er mærket for livet og er allerede hængt ud. Hans rygte er fuldstændig ødelagt. Anklagen blev oven i købet fremlagt på en måde, så det er nemt at regne ud, hvem der er tale om, hvis man ellers kender lidt til den katolske kirke. Det er uanstændigt, siger Kirsten Kjærulff til Randers Amtsavis.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned