Anmeldere: Både ris og ros til Bier
En knivspids romantik, en skefuld alvor og sygdom, et drys komedie og en liter dygtige skuespillere. Det er Susanne Biers opskrift bag hendes nyeste film "Den Skaldede Frisør", som har premiere torsdag.
Og anmeldernes ord går lige fra "rammer plet" og "velspillet" til "langt fra virkeligheden". Filmen lander dog generelt på mellem tre-fire stjerner.
- Bliver det romantisk og morsomt, som genrebetegnelsen påstår? Ja! Men det, der så lægges oven i denne filmoplevelse, er det rørende, det sentimentale med bid, som Bier er en mester til at formidle, skriver Nanna Frank Rasmussen fra Jyllands-Posten.
Hun har tildelt fire stjerner til historien om Astrid og Patrick, som skal giftes i Italien. Brudens mor, frisøren Ida (Trine Dyrholm), har netop overlevet kræft og har derfor mistet håret, mens hendes mand (Kim Bodnia) er utro med en yngre model.
Lige før afrejsen påkører hun gommens far, Philip (Pierce Brosnan), en enkemand og hård forretningsmand, som ikke tror på kærligheden. Hans afdødes kones søster (Paprika Steen) forsøger at få krogen i ham, men kærlighed opstår alligevel mellem Philip og Ida.
Og historien får både kritiske og pæne ord fra blandt andet DR's anmelder, Per Juul Carlsen, som har tildelt "Den skaldede Frisør" tre stjerner.
- Det er så lækkert rettet an, at det er meget svært at kæde sammen med den virkelighed, hvor folk faktisk får kræft og depressioner, og hvor deres ægtefæller trøster sig med sekretærer fra regnskabsafdelingen, skriver han.
Det handler om, hvor alvorligt man tager alvoren, men på det overfladiske plan fungerer det, lyder det.
Især skuespillerne bliver rost igennem alle anmeldelserne. Især er Berlingske's Jacob Wendt Jensen imponeret over Pierce Brosnans skuespil, mens Jyllands-Posten roser Trine Dyrholm.
- Det kunne have endt som klistret kransekage, hvis ikke det havde været for det velspillende ensemble af både yngre og ældre og angelsaksiske (!) kræfter, hvor alle satser lidt og vinder stort, skriver MetroXpress' Nikolaj Kennov om sine fire stjerner.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker