Anmeldere: Depeche Mode leverede varen - og ikke mere
Tre danske anmeldere giver alle fire stjerner til Depeche Mode, der tirsdag aften gav koncert i Royal Arena.
Den ikoniske britiske musikgruppe Depeche Mode leverede en rigtig god - men ikke fantastisk - koncert, da gruppen tirsdag aften spillede koncert i indendørsarenaen Royal Arena i København.
Sådan lyder dommen fra tre danske anmeldere efter koncerten.
BT, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet kvitterer alle med fire stjerner og er enige om, at briterne leverede varen.
Men koncerten overgår på ingen måde gruppens koncert i Parken i sommer, lyder dommen samtidig. Dengang var de danske anmeldere enige om, at Depeche Mode leverede en enestående koncert.
- Dave Gahan (gruppens forsanger, red.) kan åbenbart ikke møde uoplagt på arbejde, skriver BT's anmelder Jan Eriksen.
- Men absurd nok havde gruppen større problemer med lyden her i den ellers akustisk veldrejede hal end i Parken for otte måneder siden, lyder det også fra BT's anmelder.
Jyllands-Postens anmelder Peter Schollert roser koncerten under overskriften "Depeche Mode leverede veloplagt koncert i Royal Arena".
- Tilhørerne tog respektfuldt - og indledningsvis en anelse tirsdagstavse - imod det nye materiale, mens de til gengæld brød ud i betingelsesløs begejstring, så snart gruppen med et riff blot antydede, at en gammel sang stod på sætlisten, lyder hans vurdering.
Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo, der altså også giver koncerten fire stjerner, savnede noget ekstraordinært i en ellers god optræden.
- Magien manglede foran 16.000 i Ørestads udsolgte multiarena, hvor bandet fra Basildon uden for London ellers leverede en inspireret, viljestærk og sympatisk indsats. Det blev bare sjældent bedre end godt.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker