Anmeldere roser Potters sidste trylleslag

Når den bebrillede troldmandslærling Harry Potter forlader skolebænken på Hogwarts, kan han gøre det med en stribe gode avisanmeldelser i ryggen.

Således er der stor ros at hente hos de danske anmeldere, der over en bred kam er begejstrede for det sidste trylleslag i serien af J.K. Rowlings fortælling om kampen mellem det gode og det onde i magiens univers.

Jyllands-Posten, der giver "Harry Potter og Dødsregalierne, del to" fem ud af seks stjerner, understreger, at der ikke "mangler billedmæssigt trylleri og imponerende effekter i Harry Potter-seriens energiske filmfinale."

Samtidig roser avisen den lange række af voksne skuespillere, der redder det mere ujævne skuespil fra eleverne på troldmandsskolen.

Berlingske smider fem ud af seks stjerner efter filmen, og avisen skriver, at filmserien nu har fået sig en "forrygende finale". Avisen roser især filmens visuelle udtryk.

- Animatorerne fejler ikke i en eneste scene i den aktuelle film, og det kan ikke siges om ret mange film i fantasygenren, lyder det i anmeldelsen, der også glædes ved, at den sidste bog i serien blev lavet til to hele fim.

- På forhånd blev idéen om at dele bog nummer syv op i to film skældt ud for at være opfundet af grådighedsårsager, men det argument blegner, når afslutningen viser sig at være langt mere i overensstemmelse med bøgerne end tidligere.

I Politiken får Potter-filmen fire ud af seks stjerner, og også her roses filmens spektakulære effekter. Samtidig får filmens tre hovedrolleindehavere gode ord med på vejen.

- ... det er flot, som de kan spille op mod så store stjerner som Michael Gambon, Alan Rickman og en blændende uhyggelig Ralph Fiennes.

De foreløbig syv film er den mest indbringende biografserie i verdenshistorien med et samlet billetsalg på 6,4 milliarder dollar.

/ritzau/

De danske anmeldere er fulde af lovord for den sidste film i serien om Harry Potter.

Offentliggjort Sidst opdateret