Anmeldere: Roskilde er blevet for grådig

Roskilde Festival er blevet ramt af grådighed. Det er blevet alt for dyrt at spise og drikke på festivalen.

Sådan lyder dommen i flere af mandagens aviser, hvor anmelderne kritiserer de høje priser på festivalen. I år var det for første gang forbudt for gæsterne at tage egne drikkevarer med ind på festivalpladsen.

- Publikum er altså et langt stykke ad vejen studerende og folk, som ikke just har ramt topskat-segmentet endnu. De har givet den berømte kasse for billetten, og når man så oveni tvinger dem til at betale små 40 kroner for en stor fadøl eller (!) 40 kroner for en hotdog inde på pladsen, er der ingen vej udenom udtryk som "uforskammethed" og "tarvelig", lyder det fra dagbladet B.T.'s Steffen Jungersen, der fortsætter:

- Det er trist at være vidne til, når en af de sidste bastioner for personlig frihed og alternativ livsførsel giver køb på kerneværdierne.

I Berlingske Tidende skriver Thomas Søie Hansen under overskriften "Roskilde er blevet grådige", at komplet vanvittige restriktioner og regler har gjort det ekstremt dyrt og frustrerende at være pode på Roskilde Festival.

- De unge må ikke have øl eller vand med ind på pladsen, og så tager man 22 kroner for en lille øl i barerne, en pizza koster 80 kroner, en hotdog fra 35 kroner og opefter. Set udefra ser det ud, som om festivalen har mere end svært ved at betale for de helt store musikalske trækplastre, skriver Berlingske Tidende.

Ekstra Bladets Henrik Queitsch spørger, om den 40-årige fødselar er ved at blive lidt for grådig på sine knap så unge dage.

- Det er simpelthen virkelig dårlig stil, at man har forbudt medbragte drikkevarer på pladsen. Især når man opererer med barpriser, der nærmer sig indre by. Men hensynet til hovedsponsoren er åbenbart vigtige end kernepublikummet på SU-budget, fastslår Ekstra Bladet.

/ritzau/

Avisernes anmeldere giver Roskilde Festival en hård medfart. Alt for høje priser på mad og drikkevarer, hedder det.

Offentliggjort Sidst opdateret