Anmeldt for at smugle pesticider
Myndighederne politianmelder landmand for indsmugling af 200 liter ulovlige, kræftfremkaldende sprøjtemidler.
200 liter ulovlige sprøjtemidler skvulpede rundt i en polske lastvogn, der efter alt at dømme var på vej til en dansk landmand. Under en rutinemæssig grænsekontrol i Gedser sidste torsdag fandt Skat pesticiderne, og landmanden er nu politianmeldt.
Det var sprøjtemidlet Linuron, der blev fundet i lastvognen, som ifølge papirerne ellers kun skulle transportere jern- og stålprodukter. Skat tilbageholder indtil videre Linuron-pesticiderne, beregnet til plantebeskyttelse.
Det beslaglagte sprøjtemiddel er ikke godkendt i Danmark, fordi det er kræftfremkaldende.
- Der er en god grund til, at vi har forbudt en række pesticider i Danmark, fordi de skader vores miljø og sundhed, siger miljøminister Karen Ellemann (V) i en pressemeddelelse.
- Danskerne skal være trygge ved deres fødevarer, og med denne politianmeldelse sender vi et entydigt signal om, at vi ikke tolererer ulovlig import og brug af sprøjtemidler.
Ifølge Karen Ellemann har regeringens og myndighedernes skærpede kontrol med de ulovlige sprøjtemidler haft en positiv effekt på de toldere, der holder øje med de danske grænser:
- Tidligere så tolderne måske oftere efter øl og sodavand, men nu ser de også efter de ulovlige sprøjtemidler, siger Karen Ellemann.
Kontrollen med de ulovlige sprøjtemidler foretages ikke kun ved grænserne, men også ved besøg og razziaer hos importører, forhandlere og brugere såsom landmænd og grøntsagsavlere.
Specialkonsulent i Miljøstyrelsen Leif Lykke Nielsen fortæller, at fangst af ulovlige sprøjtemidler er en relativt sjælden begivenhed.
Han karakteriserer 200 liter som en stor beslaglæggelse, men trods alt en mængde, der sandsynligvis blev indsmuglet til landmandens eget brug og ikke med videresalg for øje.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker