En ansat nattevagt i et af Børnefondens udviklingscentre i Burkina Faso blev myrdet nytårsnat ved et røveri. Røverne stak nattevagten ihjel med en kniv og slap væk med en bærbar PC samt et kontantbeløb svarende til 100 danske kroner.
Nattevagten, en 55-årig mand fra lokalområdet, har formentlig overrasket røverne. Og det er indtil nu ikke lykkedes for myndighederne at finde gerningsmændene. Politiet mener, at røverne har været lokalkendte.
- Det har berørt alle i Børnefonden dybt. Vores personale i Burkina Faso holdt fri i går for at sørge og vise respekt for deres myrdede kollega, men alle ved jo, at livet er barskt i Afrika, og vi fortsætter vores arbejde i dag, siger fondens direktør Annette Lüdeking.
Tragedien i Burkina Faso får nu Børnefonden til at bede alle 125 centerchefer i fondens fem programlande om at repetere sikkerhedsprocedurerne overfor de ansatte.
Specielt skal man sikre sig, at nattevagterne ved, at de kun skal observere og aldrig gribe ind overfor røvere og tyve. Den dræbte efterlader sig kone og fem børn.
- Væbnede røverier med dødeligt udfald er ikke ualmindelige i Afrika, og alle ansatte i Børnefonden er instruerede i, at materielle værdier ikke skal forsvares med livet som indsats, siger Annette Lüdeking.
Børnefonden har 826 fortrinsvis lokalt ansatte i fem vestafrikanske lande og 125 udviklingscentre.
De ansatte samarbejder med lokalbefolkningen om at udvikle lokalt med bedre uddannelse, rent vand, sanitet og sundhed til gavn for fondens 74.000 sponsorbørn og deres familier.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde