Ansatte i Danmarks Statistik fik gaver i strid med regler
Data- og analysefirmaet Geomatic har givet over 30 gaver til en håndfuld statsansatte i Danmarks Statistik.
Billetter til landskampe, koncert med Lukas Graham og musicals på Det Ny Teater.
Det er nogle af de gaver, som ansatte hos Danmarks Statistik har modtaget fra virksomheden Geomatic. Det skriver Politiken.
Over syv år har en håndfuld ansatte modtaget flere end 30 gaver, koncertbilletter og middage fra data- og analysefirmaet.
Det viser en aktindsigt, som Politiken har fået i mails mellem Geomatic og den statslige myndighed.
De ansatte har i perioden fra 2009 til og med 2015 modtaget gaver som middage, koncerter, årskort til Tivoli og mere kuriøse gaver som fastelavnskostumer og kagegilde på konditoriet La Glace i København.
Danmarks Statistik er blevet opmærksom på sagen efter Politikens anmodning om aktindsigt. Danmarks Statistik konkluderer, at reglerne for offentligt ansattes modtagelse af gaver er overskredet.
Carsten Zangenberg, der er afdelingsdirektør for kommunikation og salg i Danmarks Statistik, kalder sagen kritisk.
- Det er en af de mest drønærgerlige og kritiske sager, jeg har haft i min over 20 år lange karriere i Danmarks Statistik.
- Arrangementerne hos Geomatic, på restauranter, i teatre og på andre steder indikerer et forhold, der har været alt for tæt, siger han til Politiken.
Danmarks Statistik fortæller i en meddelelse, at der i alt er tale om 24 tilfælde. Ifølge afdelingsdirektøren er der i de fleste tilfælde taler om præmier, som er modtaget i forbindelse med Geomatics julekalendere.
Sagen er blevet undersøgt internt af Danmarks Statistik. Konklusionen ifølge afdelingsdirektøren, at der ikke har været nogen former for modydelser eller fordele i forhold til Geomatic.
Han fortæller desuden, at Danmarks Statistik har taget personalemæssige tiltag. I et enkelt tilfælde undersøges det, om sagen også har en strafferetlig karakter.
Avisen har delt materialet med flere juridiske eksperter, som alle ser på sagen med stor alvor.
Professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet siger til Politiken, at mønsteret, der efter det foreliggende tegner sig, er helt vildt.
- Der har tilsyneladende været tale om systematisk smørelse, som i hvert fald til dels har ligget i en størrelsesorden, som lå klart på den forkerte side af reglerne, siger han.
Geomatic har siden 2003 købt data om borgerne af Danmarks Statistik. Disse data udgør kernen i et produkt, der kortlægger danskerne i ned til små geografiske områder.
Geomatic mener ikke at have handlet i strid med nogle regler, da firmaet blandt andet mener, at der er tale om mindre højtidsgaver.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) vil nu indskærpe reglerne over for samtlige institutioner på sit område.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik