Ansatte på nordjysk skole sender brev om slag og spark fra elever
De seneste uger har elevers adfærd på flere danske skoler været i søgelyset. (Arkivfoto). Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
En række lærere og pædagoger på Mou Skole har sendt brev til bestyrelse om uhensigtsmæssig adfærd blandt børn.
11 ud af 21 lærere og pædagoger på Mou Skole i Nordjylland har underskrevet et bekymringsbrev til skolens bestyrelse.
Det skriver TV 2.
I brevet fremgår det, at der er set en uhensigtsmæssig adfærdsændring blandt børnene det seneste år.
- Denne adfærdsændring ses flere gange ugentligt og har både fysisk og verbal karakter, står der i brevet.
Her bliver det uddybet, at der blandt andet er tale om udtalelser som "kælling", "fuck dig" og "luk røven". Desuden beretter de ansatte om fysiske udbrud, hvor der bliver slået, spyttet, sparket og kastet med ting.
Ifølge de ansatte bliver adfærden, der går ud over elever og ansatte, bagatelliseret af ledelsen.
Underskriverne har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 af frygt for repressalier. Det fremgår ikke, hvorfor de resterende ti lærere og pædagoger, der er ansat på skolen, ikke har underskrevet.
To medarbejdere, der ifølge TV 2 er nogle af de drivende kræfter bag brevet, er blevet hjemsendt af skoleledelsen. Det bekræfter Aalborg Lærerforening over for mediet.
TV 2 erfarer, at de to hjemsendte mandag skal til møde i forvaltningen, hvor der skal tages stilling til deres hjemsendelser.
De ansatte, der har underskrevet, kalder på handling fremfor snak, skriver de. Ifølge dem følger ledelsen ikke Aalborg Skoleforvaltnings voldspolitik.
Brevet, der er sendt til skolens bestyrelse i midt januar, er senere blevet overdraget til forvaltningen i Aalborg Kommune.
Skolechef i Aalborg Kommune skriver til TV 2, at der allerede er igangsat initiativer på skolen for at fremme arbejdsmiljøet, som "forvaltningen på baggrund af henvendelsen vil understøtte".
De seneste uger har elevers adfærd på flere danske skoler været i søgelyset.
Det har blandt andet fået børne- og undervisningsminister Matthias Tesfaye (S) til at åbne for, at det kan blive nødvendigt at skærpe ordensbekendtgørelsen på skolerne.
På Borup Skole i Køge Kommune har elever i indskolingen angiveligt været udsat for grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende elever. Her er der blevet berettet om både vold og grove seksuelle krænkelser.
Og på Agedrup Skole nær Odense er skoleledelsen bekendt med tre episoder om trusler med kniv helt ned til 4. klasse og et tilfælde, hvor et barn har fået "11-års tæsk".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde