Ansøgningerne vælter ind hos de danske arbejdsgivere. 693 har netop ansøgt om et pedeljob i Næstved, og over 800 ansøgte om et job som salgskonsulent i Syd- og Sønderjylland.
Og det er helt normalt med flere hundrede ansøgninger til det samme job, fortæller Hans Erik Lund Rasmussen, jobcenterchef i Slagelse og tidligere formand for den nu hedengangne Forening af Jobcenterchefer.
- Arbejdsgiverne drukner næsten i ansøgninger, når de slår job op. Det er især job, som ikke kræver en særlig lang uddannelse, der kommer mange ansøgninger til, siger han og fortsætter:
- Rigtig mange ansøgere har ikke et særlig højt uddannelsesniveau. Her i Slagelse har vi mange, der kun har en 7. klasses eksamen - og derfor søger mange de samme job, siger han.
Tendensen bekræftes af jobcentrene i Fredericia og Nyborg.
Cheføkonom hos Danske Bank Sten Bochian er ikke overrasket over de mange ansøgere. Han mener, at det skal ses i lyset af den nuværende krise.
- Der er blevet flere ledige - især inden for den ufaglærte del. Lige nu er der langt langt færre job end for to år siden, og folk kæmper selvfølgelig for at få de job, der er, siger han.
Ifølge ham er der ikke positive udsigter for de mange jobsøgere.
- Lige nu bevæger vi os sidelæns hvad angår arbejdsmarkedet. Og det kommer nok også til at være tendensen i den næste tid. Finansloven er stram, og det betyder, at vækstudsigterne ikke er positive, siger han.
Ved udgangen af september var der 168.300 ledige, hvilket svarer til 6,2 procent af arbejdsstyrken.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker