Antal henvendelser om spiseforstyrrelser og selvskade slår rekord
Størstedelen af henvendelserne handler om spiseforstyrrelser, mens andelen af samtaler, der handler om selvskade, er stigende og udgjorde 39 procent i 2023. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
I 2023 blev Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade kontaktet over 5000 gange. Det er en markant stigning.
Sidste år talte rådgivere fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade flere gange end nogensinde før med personer, der kæmper med spiseforstyrrelser, og med deres pårørende.
Der blev således registreret 5273 samtaler. Det svarer til en stigning på 17 procent sammenlignet med 2022.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra foreningen.
- Især unge kontakter os på chat og sms, og det er også på de kanaler, vi får flest henvendelser om selvskade, siger direktør Laila Walther.
Samtalerne er registreret på tværs af telefon, chat, sms, video, brevkasse og personligt fremmøde, men den største stigning er sket på telefon og i chatrådgivningen, fremgår det.
- Unge skriver til os, når de har det rigtig skidt og enten prøver at kæmpe imod trangen til at selvskade eller lige har skadet sig selv og gerne vil have hjælp. Det er derfor ofte nogle tunge og meget vigtige samtaler, vi har på chatten og sms.
Mens størstedelen af henvendelserne handler om spiseforstyrrelser er andelen af samtaler, der omhandler selvskade, steget.
I 2023 udgjorde den 39 procent af samtalerne.
Og rekordtallene viser ifølge foreningen, at der er brug for flere hænder til at tage imod henvendelserne.
Fra midten af februar og året ud skete det nemlig 1218 gange, at et telefonopkald ikke blev besvaret, fordi der ikke var en rådgiver ledig.
- I Norge er antallet af samtaler med unge steget markant, i takt med at vores søsterorganisation, ROS, har udvidet bemandingen i deres chatrådgivning siden 2018, siger Laila Walther.
- Vi forventer, at vi også vil kunne hjælpe langt flere unge, hvis vi udvider kapaciteten på især chatten. Vi arbejder derfor målrettet for at skaffe de nødvendige midler til at kunne svare flere i chatrådgivningen.
Når foreningen bliver kontaktet af personer, der vil drøfte deres egne problemer, gælder det i omkring halvdelen af tilfældene en person mellem 16 og 25 år. En fjerdedel er børn mellem 10 og 15 år.
Når der er tale om pårørende, der rækker ud, er det også i de fleste tilfælde personer under 25 år.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker