Antallet af fødsler er det laveste i mange år
Danske kvinder føder færre og færre børn, viser et netop offentliggjort fødselstal for 2012, der med knapt 58.000 børn er det laveste i flere år.
Til sammenligning blev der i 2008 født lidt mere end 65.000 børn, og selv om en del af forklaringen skal findes i de noget mindre årgange med fødedygtige kvinder, så bekræfter det seneste tal udviklingen.
Danskerne får 1,7 barn per familie, og det er ganske enkelt for lidt til at opretholde befolkningens aktuelle størrelse.
Derfor opfordrer forskere fra Rigshospitalet i København i en kronik i onsdagens Politiken politikerne i Folketinget til at gøre en samlet indsats for at øge oplysning, forskning og samtidig gøre det mere attraktivt for unge par at stifte familie.
I indlægget fra Søren Ziebe, klinikchef ved Rigshospitalets Fertilitetsklinik, Anders Juul, professor og klinikchef ved Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, samt forskeren Katrine Bay hedder det blandt andet:
- Mange venter for længe med at få børn, og stadig flere har brug for fertilitetsbehandling. Der er behov for at beskytte befolkningens frugtbarhed med viden, forebyggelse, forskning og behandling inden for det område, der nu har karakter af en folkesygdom.
De fleste par i Danmark ønsker sig, når de bliver spurgt, at få to til tre børn. Alligevel ender mere end hver femte mand og kvinde som barnløse. Hvordan er det kommet så vidt, spørger forskerne.
Undersøgelser viser, at nutidens danske mænd har ringere sædkvalitet, at god prævention hindrer uønskede graviditeter, og at kvindernes ændrede position på arbejdsmarkedet, høje uddannelsesniveau og uafhængighed betyder større kontrol med eget liv.
Men det betyder også, skriver forskerne i Politiken, at mens en kvinde i 1970erne var gennemsnitlig 24 år, når hun fik sit første barn, er hun nu over 29 år. Også andelen af kvinder, der er over 35, når de debuterer som mødre, er steget.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde