Antallet af indlagte falder til 124 - det laveste siden oktober
Antallet af indlagte patienter med covid-19 er tirsdag faldet til det laveste niveau siden den 24. oktober sidste år. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Der er registreret 377 nye tilfælde med covid-19. Tallene fra SSI er upræcise på grund af tekniske problemer.
De daglige smittetal fra Statens Serum Institut (SSI) er fortsat ramt af tekniske problemer fra mandag. I SSI's daglige opdatering af corona-situationen tirsdag står der 377 nye smittetilfælde registreret.
Tallene skal dog tages med et forbehold, advarer SSI.
- På grund af tekniske problemer siden i går er der fortsat en del prøvesvar i kø i systemet. Det betyder, at dagens data er baseret på færre prøvesvar og dermed er underestimeret, skriver SSI.
Antallet af indlagte er faldet med 13 personer til 124. Der er ikke registreret nye dødsfald.
Af de indlagte er 27 indlagt på intensivafdeling. Blandt dem er 19 forbundet til en respirator, der kan hjælpe dem med at trække vejret.
124 er det laveste antal indlagte siden 24. oktober.
- Det er jo ikke alvorligt, i forhold til det vi har set tidligere, siger Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.
De indlagte er blevet yngre, i takt med at de ældre er blevet vaccineret og ikke i lige så høj grad bliver smittet og indlægges med covid-19.
- Vi har set helt generelt, at de yngre trods alt kommer sig lettere over covid-19, siger hun.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de indlagte med covid-19 har mindre alvorlige sygdomsforløb. Underliggende sygdomme kan nemlig gøre forløbet mere alvorligt.
- Når vi ser et yngre menneske, der bliver indlagt, er det første, vi ser efter, om der er en risikofaktor, der forklarer, hvorfor denne patient er blevet så syg. Er der et eller andet alligevel, der gør, at de er blevet så medtagede af covid-19, spørger Åse Bengård Andersen.
Alt i alt går det fremad med epidemien i Danmark, mener hun. Tirsdag var Danmark halvvejs med at vaccinere landets befolkning over 16 år.
- Jeg tænker og håber, at vi er der, hvor vi skal holde ud et par uger endnu, siger Åse Bengård Andersen.
Der er registreret 80.101 PCR-test fra mandag til tirsdag. Mandag berettede sundhedsmyndighederne, at der var nogle test, der ikke var blevet optaget i systemet.
Den daglige opgørelse fra SSI indeholdt mandag mindre end halvt så mange PCR-testsvar som søndag. Hvor meget af dette, der skyldes de tekniske problemer, står dog ikke klart.
Hvor der søndag var 144.000 PCR-test, var der mandag omkring 64.000. Tirsdagens opdatering har altså cirka 80.000 svar fra PCR-test i den daglige opdatering.
SSI har desuden meldt, at der er forsinkelser i testsvar og coronapas.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub