Apollo lukker for rejser til Egypten i syv uger
Rejser du med Apollo, vil det de næste syv uger ikke være muligt at rejse til Egypten som følge af de voldsomme uroligheder, der har hersket i landet de seneste dage.
Det oplyser kommunikationschefen i Apollo, Rikke Koks Andreassen, til Ritzau.
- Vi har valgt at annullere alle rejser til Egypten til og med den 7. oktober. Det gælder både sol- og badeferie og rundrejser.
- Det drejer sig om 150 gæster om ugen, der skulle have været af sted til Egypten, siger Rikke Koks Andreassen.
Beslutningen skyldes, at Udenrigsministeriet torsdag skærpede sin rejsevejledning og fraråder alle ikke-nødvendige rejser til turistområder i Egypten.
Hidtil har anbefalingen været at holde sig fra hovedstaden Kairo og andre storbyer, men nu lyder samme anbefaling for turistområderne ved Rødehavet, som blandt andet tæller Hurghada og Aqababugten.
- Vi gør det, fordi vi vil undgå utilfredse gæster, hvis nu vi skulle risikere at være nødt til at aflyse deres rejse på et senere tidspunkt.
- Vi er i fuld gang med at ringe alle op for at tilbyde dem et alternativt rejsemål, pengene tilbage eller et gavekort, som de kan bruge ved senere lejlighed, siger Rikke Koks Andreassen fra Apollo.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker