Arbejdsgivere erkender: Ikke gode nok til at slå job op
Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Ny opgørelse viser, at 41 procent af de arbejdsgivere, der har haft problemer med rekruttering, erkender, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre for at få stillingen besat.
De arbejdsløse bliver ofte kritiseret for en manglende vilje til at gå efter job i andre brancher eller med skæve arbejdstider.
Men en ny opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen over forgæves jobrekrutteringer afslører en anden forklaring på, hvordan 153.500 danskere kan gå arbejdsløse, mens virksomhederne samtidig har svært ved at finde folk til ledige stillinger. Det skriver Avisen.dk.
Opgørelsen er lavet ved hjælp af svar fra 14.000 arbejdsgivere, der samlet beskæftiger halvdelen af den danske arbejdsstyrke. Og her erkender 41 procent af de arbejdsgivere, der har haft problemer med rekruttering, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre for at få stillingen besat.
Dette indikerer ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at det i mange tilfælde er virksomhederne selv - og ikke de arbejdsløse - der har et problem.
- Det er typisk de arbejdsløse, der er blevet klandret for de rekrutteringsproblemer, vi oplever på det danske arbejdsmarked. Men undersøgelsen indikerer, at virksomhederne også selv bærer en del af ansvaret, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen til Avisen.dk.
I alt var der 9.400 forgæves rekrutteringer i første halvår af 2013. Opgørelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at kun en tredjedel af de stillinger, der senere er registreret som forgæves rekrutteringer, blev slået op på den offentlige jobportal Jobnet.
I 23 procent af tilfældene slog virksomheden på tråden til det lokale jobcenter, mens en a-kasse eller fagforening kun blev konsulteret angående 6 procent af de ledige stillinger.
- Det er på tide, at virksomhederne selv når den erkendelse, at de kunne gøre det bedre. Det er simpelt hen ikke godt nok, så længe der er så mange stillinger, som ikke er umiddelbart synlige, siger Lo's forbundssekretær, Ejner K. Holst, til Avisen.dk.
Dansk Arbejdsgiverforening påpeger, at de fleste virksomheder ifølge undersøgelsen har anvendt de rekrutteringskanaler, som de tidligere har brugt med succes.
- Virksomhederne kan naturligvis altid blive bedre, og nævner selv ifølge undersøgelsen, at de vil bruge flere ressourcer på at forbedre annonceringen eller benytte et rekrutteringsbureau, siger chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen til Avisen.dk.
Ifølge den private jobportal Jobindex kan næsten alle stillinger besættes, hvis de annonceres ordentligt.
- Vores erfaring er, at hvis virksomhederne har svært ved at skaffe medarbejdere, så er der enten tale om højt specialiserede stillinger, at der er noget galt med virksomheden eller jobbet, eller at de simpelt hen ikke har annonceret jobbet ordentligt, siger direktør Kaare Danielsen til Avisen.dk.
Seneste artikler
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Her er revyens første numre: - Den lokale badboy kommer hjem
NFC i problemer: Skal redegøre for økonomisk rod
Rullepølsemad blev til kro-familie: På Femø kan alt lade sig gøre
Danske boligejere ser ind i stigende udgifter efter renteløft
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lastbil ramte bro i Maribo
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget