Næsten halvdelen af de nyuddannede sygeplejersker er arbejdsløse. Trods flere års nødråb om at der mangler sygeplejersker, er fire ud af ti nyuddannede sygeplejerske i dag arbejdsløse.
De markante tal kommer fra en ny opgørelse fra Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse. De viser en tredobling alene det seneste år.
Udviklingen får Dansk Sygeplejeråd til at frygte for fremtidens sundhedsvæsen.
- Vi risikerer at en del af de nyuddannede sygeplejersker, som vi får hårdt brug for i fremtiden, aldrig kommer i gang i sygeplejen. Derfor skal vi have lettet de nyuddannedes adgang til arbejdsmarkedet, siger formand Grete Christensen.
Det er især besparelser og færre job på landets hospitaler og i kommunerne, som får skylden for udviklingen. Derfor opfordrer Grete Christensen til større fleksibilitet i forhold til at finde arbejdspladser til de nyuddannede sygeplejersker.
De nyuddannede tegner sig for hele 64 procent af den samlede arbejdsløshed blandt sygeplejerskerne, der i august var på 655 personer.
- Der bliver ikke hverken færre patienter eller færre sundhedsopgaver, fordi man nedlægger sygeplejerskestillinger. Tværtimod. Det er en tåbelig kurs, som kommer til at skade sundhedsvæsnet i længden, fordi fremtidens sundhedsopgaver ikke kan løses forsvarligt, siger hun.
En opgørelse fra Dansk Sygeplejeråd fra maj 2009 viste, at der manglede 2423 sygeplejersker på landsplan.
Men nu frygter Grete Christensen, at den nuværende arbejdsløshed blandt sygeplejerskerne vil stige endnu mere i de kommende måneder, som følge af flere besparelser i sundhedsvæsnet.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde