Arctic Monkeys og The Strokes til Roskilde

Roskilde Festival præsenterede tirsdag plakaten for dette års festival og afslørede samtidig, at engelske Arctic Monkeys og amerikanske The Strokes er nye hovednavne i et program, der stort set er på plads.

Som altid vil et par navne blive bekræftet kort før festivalens start.

Med dagens 68 nye navn mangler der altså endnu omkring 25-30 kunstnere, som kommer på plakaten, inden festivalen på Dyrskuepladsen løber af stablen fra den 30. juni til den 3. juli.

Danske Oh Land, der nyder stor succes både herhjemme og i USA, er et af de nye navne. Hun afbryder sin turné i USA for at komme hjem til fædrelandet og indtage Roskilde.

Også svenske Lykke Li er blandt de netop offentliggjorte navne. Hun spiller allerede i Danmark en gang i år, når hun indtager Vega senere på måneden.

Engelske James Blake, der netop har spillet en anmelderrost koncert herhjemme, spiller også på dette års festival.

I den elektroniske genre kan publikum se frem til et genbesøg af canadiske Deadmau5, der også spillede på festivalen i 2009.

Roskilde Festival har tidligere annonceret, at PJ Harvey, Iron Maiden og Kings Of Leon er blandt de optrædende til sommer.

/ritzau/

Arctic Monkeys og The Strokes er nye hovednavne på Roskilde Festival til sommer.

Offentliggjort Sidst opdateret