Årets første stork har slået sig ned i Danmark
Den 28. februar er den første stork kommet retur til Danmark fra det sydvestlige Europa. Storken har slået sig ned i en rede i Sønderjylland. Foto: ©Storkene.dk/Free
Trækkende storke kommer typisk fra Spanien, Frankrig og Sydtyskland og drager nordpå, når vejret er gunstig.
Mens flere storke har valgt at overvintre i Danmark, er årets første trækkende stork blevet spottet i Jejsing i Sønderjylland mandag omkring klokken 14.45.
Det skriver Storkene.dk, der har fotodokumentation af storken.
- De storke vi ser nu, er individer, der har opholdt sig i det sydvestlige Europa og som trækker mod nord, så snart vejret er gunstigt, og vinden kommer fra sydvest, siger Jesper Leegaard fra Storkene.dk, der har et stort kendskab til storke.
Mange af de trækkende storke kommer fra Spanien, Frankrig og Sydvesttyskland, hvor de overvintrer. Derfor kan de være i Danmark i løbet af kort tid.
Storkene kommer, når vejret er gunstigt for dem, og når vinden er i sydvest.
Allerede den 2. februar blev der spottet storke syd for grænsen i Slesvig-Holsten.
Og man skal nok til at vende sig til, at storkene kommer tidligere, hvilket ifølge Storkene.dk skyldes klimaforandringer.
Den trækkende stork, der af storkekendere betragtes som et forårstegn, har slået sig ned hos storkevært Henning Andreasen. Han havde netop klargjort reden søndag.
Sidste år slog den første trækkende stork sig ned i Danmark allerede den 12. februar på Lolland og i Sønderjylland. Før i tiden kom storkene først i midten af marts.
Storkebestanden i det vestlige Europa er gennem de seneste 30 år vokset meget. I Tyskland blev der i 2022 talt cirka 10.000 ynglende storkepar. I 2005 var det tal 3651.
Den tyske bestand er nået op på samme niveau som i 1934.
Forbliver vejret mildt, og holder vindretningen sig i sydvestlig retning, kan det ifølge Storkene.dk forventes, at der kommer flere storke de kommende uger.
Allerflest forventes dog at komme i slutningen af marts og frem til slutningen af april.
På Sjælland har fem storke valgt at overvintre, hvorfor storkekendere ikke betragter dem som forårsbebudere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned