Årets første tropenat rammer Danmark tidligere end normalt
Ved Kegnæs på Sydals er der natten til mandag registreret årets første tropenat, skriver DR.
Det er varmt i Danmark. Også om natten. Og det resulterede natten til mandag i, at temperaturen lokalt holdt sig over 20 grader, og dermed fik vi årets første tropenat.
Det skete ved Kegnæs på Sydals i Sønderjylland, skriver DR.
Her nåede temperaturen efter en varm dag ned på 20,1 grader i nattetimerne, hvilket lige nøjagtigt er nok til at kalde det en tropenat.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) opgør ikke tropenætter, men i stedet tropedøgn. Et tropedøgn er karakteriseret ved, at temperaturen i et helt døgn - også om natten - ikke kommer under 20 grader.
Normalt registreres der først tropenætter senere på sommeren, hvor havet omkring Danmark er varmet godt op efter en periode med høje temperaturer.
Men i år har temperaturen været høj siden maj måned, og det har varmet havet godt op allerede.
Martin Lindberg, der er klimatolog ved DMI, bekræfter, at man på Als har oplevet, at temperaturen har holdt sig over 20 grader i aften- og nattetimerne.
Og det er ikke kun på Als, at man har haft en varm nat.
- Vi har et par stationer, der kommer i nærheden (af tropenat, red.), siger Martin Lindberg.
Det gør sig blandt andet gældende for Gedser, hvor den laveste temperatur blev målt til 19,2 grader. Men andre sydlige og kystnære stationer har også målt høje temperaturer natten til mandag, forklarer han.
- Det er, fordi havet er blevet varmet op ret tidligt i år på grund af meget sol og varme, som vi har haft indtil nu.
- Så det er lidt usædvanligt, at vi så tidligt på sommeren kan få tropenætter, siger han.
Typisk er det i juli måned, hvor vandtemperaturen topper, at vi får tropenætter.
Generelt får vi i Danmark tre tropenætter om året i gennemsnit. Nogle år måles der dog ikke en eneste.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde