Et bredt flertal i Århus Byråd har indgået budgetforlig for næste år. Politikerne er blevet enige om, hvordan man skal spare i alt 362 millioner kroner, og det er især administrationen, der bliver ramt, siger borgmester Nicolai Wammen (S).
- Vi har besluttet at slanke og effektivisere organisationen og undgå unødig bureaukrati for at sikre færrest mulige besparelser på vores service over for især børn, ældre og socialt udsatte, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
Forligspartierne er enige om at effektivisere ved at gennemføre besparelser på administrative funktioner som lønadministration, forsikringer, bygninger, kommunikation, annoncering, indkøb og udbud.
Målet er, at administrationen skal spare 20 millioner kroner næste år, 40 millioner kroner i året efter, derefter 60 millioner kroner og til sidst 75 millioner kroner i 2014 og fremefter. På den måde vil der i 2014 være sparet mellem otte og 14 procent på de administrative budgetter i forhold til i dag.
Selvom besparelserne er så store, at de vil berøre borgerne, så er der også blevet plads til at tage sociale hensyn, siger Nicolai Wammen.
Blandt andet er der sat penge af til ekstra udgifter til udsatte familier, børn, unge og voksenhandicappede. Århus får også et omsorgshotel, hvor ældre kan genoptræne efter hospitalsophold.
Samtidig er der afsat flere penge til at vedligeholde og forbedre veje og cykelstier som del af en grøn trafikplan.
Budgetforliget skal endeligt vedtages af byrådet torsdag den 7. oktober. Det bliver dog kun en formalitet, da 30 af de 31 byrådsmedlemmer står bag forliget. Kun Enhedslisten er ikke med.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde