Borgmesteren i Århus, Nicolai Wammen (S) og fem rådmænd har mandag holdt møde med repræsentanter fra Østjyllands Politi omkring situationen i Gellerup.
Det sker efter, at det er kommet frem, at flere beboere i Gellerupparken tager loven i egen hånd, når der begås kriminalitet.
- Det er uacceptabelt, at dansk lov og retspraksis ikke anvendes i Gellerup. De laver parallelsystemer og unddrager sig etablerede myndigheder, når der opstår ulovligheder, siger Marc Perera Christensen, rådmand i Århus (K).
Borgmester Nicolai Wammen understreger, at problemet kræver en indsats fra Århus Kommune i samarbejde med politiet, og budskabet skal være klart.
- Det er vigtigt, at der sendes et krystalklart signal om, at det er en forkert vej at gå. Når der sker kriminalitet, bruger man imamer til at vurdere sanktioner - det er en opgave for politiet, siger Nicolai Wammen.
Århus Kommune og Østjyllands Politi sætter nogle initiativer i gang for at forbedre situationen. På dagens møde besluttede man, at der i den nærmeste tid blandt andet skal være et stormøde og en konference om begrebet parallelsamfund.
Desuden skal en revision af den nuværende indsats sikre mere tryghed i det omdiskuterede område.
- Man skal kunne stille sin bil i Gellerup, uden at den bliver smadret, og man skal kunne færdes uden at være bange for overfald eller røveri. Det kan initiativerne forhåbentlig hjælpe på, siger Marc Perera Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde