Arkiver støvsuges for fejlagtige afslag

Arbejdsskadestyrelsen vil nu gennemgå mellem 1200 og 1500 sager fra borgere, der har søgt om erstatning for en arbejdsskade. Det sker, efter at Politiken har beskrevet, hvordan Retslægerådet og domstole ikke har brugt samme begreber i en række erstatningssager. Nu frygter Arbejdsskadestyrelsen, at en række borgere har fået afslag på et forkert grundlag.

Samtidig opfordrer Ankestyrelsen borgere, der tror, de har fået et forkert afslag, til at henvende sig og få deres sag tjekket.

- Der kan være nogle, der har fået et forkert afslag, siger direktør i Arbejdsskadestyrelsen, Anne Lind Madsen, til Politiken.

Retslægerådet, der vurderer sagerne, og juristerne, der afgør sagerne, har misforstået hinanden i en række sager, fordi læger og jurister taler forskellige sprog. For at en person kan få anerkendt en arbejdsskade og få erstatning, skal det ifølge juristerne som hovedregel være "overvejende sandsynligt", at det er arbejdet, der er årsag til personens smerter.

For en jurist betyder det normalt, at der blot skal være mere end 50 procents sandsynlighed for, at arbejdet er årsag til skade. Men for en læge betyder "overvejende sandsynlighed" tæt på 100 procents sandsynlighed.

Derfor har lægerne i Retslægerådet, der udtaler sig i sagerne, siden december 2006 droppet at bruge udtrykket "overvejende sandsynlighed" og i stedet bruge udtrykket "sandsynligt".

Men det har rådet ikke fortalt til hverken styrelser, advokater eller domstole, der træffer afgørelser i sagerne.

/ritzau/

Arbejdsskadestyrelsen vil gennemgå 1200-1500 erstatningssager til nedslidte, der frygtes at have fået afslag på et forkert grundlag.

Offentliggjort Sidst opdateret