Kombinationen af klimaforandringer og langlivede miljøgifte er en stor trussel mod de enestående økosystemer i det arktiske område.
Sådan lyder en af konklusionerne fra tre dages højprofileret international konference i København om Arktis. Sluterklæringen blev fredag overrakt til udenrigsminister Lene Espersen (K), der 12. maj i Nuuk mødes med sine kolleger i Arktisk Råd.
De over 400 forskere og eksperter fra 20 lande konstaterer, at jordklodens nordligste egne oplever en hidtil uset opvarmning, der skyldes menneskers udledning af drivhusgasser.
- Sne og is i Arktis smelter langt hurtigere end forventet.
- Opvarmningen har både lokale og globale konsekvenser, især for vandstanden i havene, der nu antages at stige mere end tidligere forudsagt - med 0,9 til 1,6 meter i 2100. Havstigningen vil fortsætte, hedder en af de dystre konklusioner.
Det varmere klima får også andre følger. Ophedningen betyder nemlig, at kviksølv og andre sejlivede miljøgifte, som er indkapslet i is og permafrossen jord, bliver frigivet til luften. Det påvirker både naturens kredsløb og menneskers sundhed, påpeger forskerne.
- For både økosystemer og samfund er forandring den nye realitet i Arktis. Denne forandring skrider hurtigere frem end forudset og udfordrer vores modstandsdygtighed, advarer forskerne.
De tilføjer, at resten af verden er nært forbundet med de processer, som sker på jordklodens top.
- Fremtiden for det arktiske og det globale miljø afhænger af global handling, baseret på solid videnskabelig viden, slutter forskernes opfordring.
Konferencen var arrangeret af universiteterne i København og Aarhus i samarbejde med Det Arktiske Overvågnings- og Vurderingsprogram (AMAP) under Arktisk Råd.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker