Årsopgørelsen er blevet tjekket over 2,5 millioner gange
Der er blevet foretaget over 600.000 ændringer i årsopgørelsen, som officielt åbner mandag. (Arkivfoto.). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Danskerne er strømmet til TastSelv for at se, hvor mange penge de skylder eller skal have tilbage.
Frem til søndag eftermiddag har borgere logget ind på TastSelv over 2,5 millioner gange for at tjekke årsopgørelsen.
Det oplyser Skattestyrelsen på Twitter.
Helt konkret er årsopgørelsen blevet tjekket 2.540.499 gange frem til klokken 15 søndag. Imens er der blevet foretaget 626.128 ændringer i årsopgørelsen.
Fredag aften åbnede Skattestyrelsen døren på klem, så borgerne har haft mulighed for at smugkigge inden den officielle åbning mandag.
En årsopgørelse er et skatteregnskab for sidste år. Her kan man se, hvor mange penge man skal have tilbage i skat eller betale, hvis man har betalt for lidt i skat.
Fristen for at rette årsopgørelsen er 1. maj 2023.
Hvis man skal have penge tilbage, vil man i de fleste tilfælde modtage beløbet fra medio april.
https://twitter.com/Skattestyrelsen/status/1634962470002479105
Men hvis man derimod skal indbetale restskat, skal det gøres senest 3. juli 2023. Så undgår man at skulle betale et procenttillæg.
Skattestyrelsen oplyser søndag, at borgerne har været særligt interesserede i kørselsfradrag, servicefradrag og rejseudgifter.
- Det er faktisk også, hvad vi forventede. Kørselsfradraget er det fradrag, flest danskere har, lyder det fra Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen, i en skriftlig udtalelse.
Sidste år benyttede godt 1,2 millioner danskere sig af kørselsfradraget.
Styrelsen forventer, at det tal vil stige, da coronapandemien og nedlukningerne er et overstået kapitel.
- Det er endnu for tidligt at sætte beløb på resultatet af den store aktivitet i årsopgørelsen. Det kan vi tidligst begynde at opgøre til april, hvor vi fra den 14. begynder at udbetale de første overskydende skatter, udtaler Jan Møller Mikkelsen.
Man kan få kørselsfradrag, hvis man har over 12 kilometer til arbejde. Det vil sige, at man samlet skal have mindst 24 kilometer til og fra arbejde.
Derudover kan man få servicefradrag på udvalgte serviceydelser som eksempelvis rengøring, børnepasning og havearbejde, der er udført i hjemmet eller i fritidsboligen.
Man kan desuden få fradrag på rejseudgifter, hvis man for eksempel har en midlertidig arbejdsplads langt væk fra sin bolig.
Afstanden skal være så stor, at man ikke kan overnatte hjemme, hvis man skal rejse frem og tilbage hver dag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker