Aske kan hænge over Danmark i flere dage

Meget tyder på, at de danske flypassagerer må væbne sig med tålmodighed. For den askesky fra et islandsk vulkanudbrud, der har stoppet flytrafikken, har udsigt til at blive hængende.

- Risikovurderingen for flytrafikken går på, at stort set hele Central- og Nordeuropa vil være berørt weekenden over, siger seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser på Aarhus Universitet, Jørgen Brandt.

Han fortæller, at prognosen er behæftet med den usikkerhed, at man endnu ikke ved, hvornår udbruddet vil stoppe. Men meget tyder på, at vindforholdene gør, at asken bliver hængende i nogen tid.

- Vi kan sige med sikkerhed, at der ikke kommer frisk luft til og fortrænger forureningen i løbet af de næste dage, siger Jørgen Brandt og fortsætter:

- De meteorologiske forhold gør, at asken blæser både hen over og lidt væk fra Danmark, men så får vi den samme forurening tilbage i hovedet igen efter en dags tid, siger han.

Indtil videre er det danske luftrum lukket til tidligst fredag klokken 12.

/ritzau/

Danmarks Miljøundersøgelser vurderer, at vulkanasken fra Island sandsynligvis vil hænge over Danmark weekenden over - til gene for flytrafikken.

Offentliggjort Sidst opdateret