Asylansøgere strømmer til Danmark: Højeste antal i 10 år
Antallet af personer, som har søgt asyl i Danmark, når nye højder i 2013 og kommer til at udgøre det største ansøgerantal i de seneste 10 år, skriver Politiken.
Fra januar i år og til udgangen af oktober havde Udlændingestyrelsen registreret 6210 personer, som har søgt asyl.
Men ifølge foreløbige tal fra Rigspolitiet viser en opgørelse per 15. december en yderligere stigning på godt 1000 personer op til 7252 ansøgere. Og stadig flere kommer til inden årsskiftet.
- Vi forventer faktisk at nå cirka 7500 asylansøgere ved årets udgang, siger vicepolitiinspektør Claus Birkelyng fra Nationalt Udlændinge Center til Politiken.
Selv om mange ansøgere bliver afvist som grundløse eller sendes tilbage til det land i Europa, hvor de i første omgang søgte asyl, giver den øgede tilstrømning sig også udslag i det største antal af tildelte opholdstilladelser de sidste 19 år.
Således har 2831 personer ifølge de seneste tal fra Udlændingestyrelsen fået asyl. Sidste år var det 2460 personer, og tilbage i 2003 fik 2447 ansøgere asyl.
Den jævne stigning og det øgede pres på landets asylsystem betyder imidlertid ikke, at der er udsigt til, at regeringen vil stramme i administrationen eller ændre i lovgivningen på området.
Det siger Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Mette Reissmann, til Politiken:
- Svaret er nej. Man kan bare åbne vinduet og se på den omverden, som vi lever i. Der er ulykkelige og konfliktfyldte situationer rundt omkring. Der er ikke ændret et komma i lovgivningen i lang tid, og der er heller ikke noget i pipelinen.
Langt den største enkeltgruppe af ansøgere er syrere på flugt fra borgerkrigen i deres hjemland. Omkring 1500 syrere har søgt om asyl i Danmark, mens den næststørste gruppe på 800 personer udgøres af somaliere.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned