At arbejde som au pair er ikke kulturel udveksling, men udenlandsk arbejdskraft. Derfor ønsker vi de samme muligheder som andre arbejdstagere.
Sådan lyder den klare melding fra en håndfuld filippinske kvinder, der arbejder som au pair i Danmark, og som nu har dannet en faglig klub under fagforbundet FOA.
På listen over de emner, de gerne vil have taget op, står først og fremmest rigtig løn i stedet for lommepenge, ret til ferie og faste arbejdstider.
- Kvinderne henvendte sig selv, og de melder sig også på banen med et klart signal om, at de ikke vil acceptere at blive behandlet som billig arbejdskraft, siger Jakob Bang, forbundssekretær i FOA.
Forbundet har foreløbig haft to møder med kvinderne.
- Det er utroligt glædeligt, at nogen tør stille sig op sige, at de vil behandles som almindelig arbejdskraft og ikke være tvunget til at leve af almisser, tilføjer forbundssekretæren.
Jakob Bang oplyser, at nogle af dem har været fagligt aktive, da de arbejdede i huset i Hongkong.
- Det er meget magtpåliggende for dem, at der står nogen klar til at videreføre det faglige arbejde for au pair-pigerne, når de engang forlader Danmark, forklarer han.
I øjeblikket skønnes det, at der opholder sig godt 4500 au pair-piger i landet. 80-85 procent af dem kommer fra Filippinerne.
- Selv om det må betragtes som et decideret immigrant-arbejde, er mange af disse kvinder både veluddannede og uddannelses-orienterede. For enkelte af dem lykkes det også at blive i Danmark og komme i gang med et studium, slutter Jakob Bang.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker