Auditører fra Forsvarets Auditørkorps rejser en af de nærmeste dage til Afghanistan for at undersøge en episode, som danske soldater var involveret i, og som ifølge en afghansk borger har kostet flere medlemmer af hans familie livet.
Det oplyser Hærens Operative Kommando (HOK) på sin hjemmeside.
Episoden indtraf den 6. oktober, da en deling fra Charlie-kompagniet sammen med en enhed fra den afghanske hær blev mødt af skudsalver under en patrulje.
19 dage senere, den 25. oktober, kontaktede en afghaner den civilmilitære medarbejder i patruljebase Bridzar. Senere samme dag fremlagde han sagen med hjælp fra en dansk militær tolk i lejren Camp Price.
Han forklarede, at lokale oprørere havde indtaget hans ejendom og indrettet en kampstilling. Herfra åbnede de ild mod soldaterne fra ISAF-styrken og uden, som det ellers er sædvane, at advare de civile afghanere på stedet.
Fem kvinder blev dræbt og fire andre mennesker blev såret ifølge mandens fremstilling af begivenhederne. Manden har anmeldt ødelæggelsen af sin ejendom og tab af familiemedlemmers liv, men ifølge HOK anklager han ikke soldaterne i ISAF-styrken for, hvad der skete.
- Anmeldelsen bliver behandlet med den største seriøsitet, siger oberstløjtnant Thomas Funch Pedersen fra Den Danske Kampgruppe i Afghanistan.
Han henviser blandt andet til, at kampgruppens cheflæge er i færd med at indhente informationer fra hospitalerne i Lashkar Gah, hovedstad i Helmand-provinsen, for at finde de sårede fra episoden, som matcher de oplysninger, det danske militær har modtaget.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker