Aukens arv føres videre i S

Svend Aukens holdninger har slået rødder i Socialdemokratiet, og arven efter ham vil blive ført videre, siger partifællen Mette Frederiksen.

Svend Aukens ånd lever videre hos Socialdemokraterne, selvom den 66-årige politiker døde tirsdag.
Næstformand og partiets socialordfører, Mette Frederiksen, mener, at Svend Auken i sit liv har sat et så kraftigt aftryk på Socialdemokratiet, at hans arv for længst har slået rødder i partiet.
- Han har jo gennem sit virke, især da han var partiformand, insisteret på den socialdemokratiske idé om, at Danmark skal være et samfund, hvor der skal være plads til alle, og den arv, mener jeg, at han har fået stadfæstet i partiet, siger hun.
32-årige Mette Frederiksen har som ung selv haft Svend Auken som et af sine politiske forbilleder.
- Da jeg blev socialdemokrat, var Svend jo formand, og han har været en stor inspirationskilde ved i den grad at være de svages forkæmper, og også at have været en meget følelsesbetonet politiker. Han har til det sidste været en af dem, der har været bedst til at udtrykke den socialdemokratiske politik, fortæller hun.
Mette Frederiksen mener ikke, at der er nogen, der kan erstatte partiets tidligere formand, men hun er optimistisk i forhold til at bevare Svend Aukens politiske holdninger og idéer i partiet.


- Det er krumtappen i den socialdemokratiske fortælling, så den er vi fælles om at føre videre efter Svend.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret