Den tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) er nu i fare for at blive draget yderligere ind i den prekære sag om hjerneforskeren Milena Penkowa.
Sander har tidligere offentligt bekræftet, at han er personlig ven til topforskeren, der blandt andet anklages for dokumentfalsk i forbindelse med en række rotteforsøg.
Weekendavisen kan i sin kommende udgave berette, at Sander sandsynligvis gav sin veninde en hjælpende hånd i hendes forsøg på et usædvanligt straffeangreb mod det uafhængige Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme.
Det fortalte Weekendavisen-journalist Poul Pilgaard Johnsen på DR's P3 tirsdag morgen.
I 10 år havde rådet afvist alle Penkowas ansøgninger om forskningsstøtte.
Ifølge Pilgaard kan det dokumenteres, at den tidligere minister i 2009 sendte 30 spørgsmål fra en anonym ophavsmand eller -kvinde videre til forskningsrådet.
Rådet nægtede efterfølgende at svare på spørgsmålene - der reelt var anklager imod rådet for nepotisme - med den begrundelse, at de var anonyme.
I svarbrevet til Helge Sander betegner rådsformanden, Lars Fugger, spørgsmålene som "alvorlige og injurierende anklager", "ærekrænkende", "grundløse" og "forsøg på bagvaskelse."
- Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge, siger et medlem af rådet til Weekendavisen.
Spørgsmålene drejede sig blandt andet om bevillinger til Mette Rosenkilde, som var Milena Penkowas konkurrent til et professorat.
Helge Sander, der af oppositionen kræves undersøgt for sin rolle i Penkowa-sagen, siger til Weekendavisen, at han ikke vil oplyse, hvem der stod bag de 30 spørgsmål.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde