Avis: Myndigheder vurderer at Samsam var blevet dømt - agent eller ej
Jura-professorer er uenige om, hvorvidt Kammeradvokaten har en stærk sag mod Ahmed Samsams civile søgsmål mod de danske myndigheder, skriver Berlingske. (Arkivfoto). Foto: Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix
Berlingske har fået indblik i Kammeradvokatens juridiske forsvar for PET's og FE's ageren i Samsam-sag.
Hvorvidt Ahmed Samsam var dansk agent eller ej, gør ingen forskel for, om han var blevet dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.
Det er ifølge Berlingske vurderingen fra Kammeradvokaten.
Avisen har fået indsigt i en række dokumenter, der giver et indblik i de danske myndigheders juridiske forsvar mod Ahmed Samsams stævning af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Ahmed Samsam blev i 2017 anholdt i Spanien. Året efter blev han idømt otte års fængsel for at tilslutte sig en terrororganisation fra 2012 til 2014.
Ifølge Berlingske var Ahmed Samsam dog blevet rekrutteret som agent i december 2012 af PET efter en rejse på egen hånd til Syrien.
Han tog efterfølgende igen til Syrien som led i hans arbejde for PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
I dag afsoner Ahmed Samsam i Enner Mark Fængsel på sjette år.
Af de dokumenter fra Kammeradvokaten, som Berlingske har læst, fremgår det ifølge avisen ikke, hvorvidt Ahmed Samsam arbejdede for de danske efterretningstjenester eller ej.
Men i dokumenterne udlægges et juridisk forsvar for efterretningstjenesterne.
Et element er, at efterretningstjenesterne legitimt kan blive nødt til at hemmeligholde deres arbejdsmetoder. PET og FE er juridisk i deres gode ret til ikke at svare på, om Samsam samarbejdede med dem eller ej.
Et andet element bunder i den afgørelse, der faldt i sagen, da Samsam klagede hele vejen til den spanske højesteret.
I den afgørelse står blandt andet, at det ikke ville mindske betydningen af sagens andre beviser, hvis de danske myndigheder havde fortalt de spanske myndigheder, at Ahmed Samsam arbejdede for dem.
I samme afgørelse afvises Ahmed Samsams forklaring dog med henvisning til, at de danske myndigheder benægtede et samarbejde med Samsam.
Berlingske har vist dokumenterne til Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, og Lasse Lund Madsen, der er professor i strafferet ved Aarhus Universitet.
De når to forskellige konklusioner. Jørn Vestergaard mener, at den spanske dom "står og falder med en flerhed af bevismomenter."
Derfor står Kammeradvokaten i hans øjne med en stærk sag i det civile søgsmål, som Ahmed Samsam har rejst mod PET og FE.
Modsat mener Lasse Lund Madsen, at flere af Kammeradvokatens påstande virker "noget søgte".
- Den spanske dom forekommer mig på bagkant at være gået hen og blevet en belejlig undskyldning for de danske myndigheders uforstående passivitet, siger han til Berlingske.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker