Baby med dansk tilknytning kan hentes ud af flygtningelejr
Kurdiske myndigheder har godkendt, at dreng kan udleveres, men de har ikke hørt fra de danske myndigheder.
En ni måneder gammel forældreløs dreng med dansk tilknytning er ikke blevet hentet af de danske myndigheder, selv om han er klar til at blive overleveret.
Men den lille dreng, der har dansk tilknytning, befinder sig stadig i al-Hol-lejren eller på et hospital i det nordøstlige Syrien. Det skriver Politiken.
Avisen har interviewet Abulkarim Omar, der er udenrigsminister for det selvudnævnte kurdiske selvstyre i området, hvor flygtningelejren ligger.
Han fortæller, at kurderne har godkendt, at drengen kan udleveres til Danmark, men at de ikke har hørt fra de danske myndigheder, siden de bad Danmark om at hente ham i Syrien i stedet for ved grænsen til Irak.
- Vi fortalte, at vi var klar til at overlevere barnet, men sagde, at de skulle komme til Udenrigsdepartementet her i Syrien og hente ham og ikke ved overgangen ved Simalka. Indtil videre har vi ikke fået et svar, Abdulkarim Omar til Politiken.
Den kurdiske udenrigsleder advarer mod den danske regerings afvisning af at hente de kvinder og børn, der har dansk statsborgerskab eller tilknytning, hjem.
- En generation af ideologiske terrorister, der vil være en fremtidig trussel mod alle samfund. Især de samfund, de kommer fra, siger han.
På et samråd 6. september fremlagde Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, (S) sammen med justitsministeren, Nick Hækkerup (S), regeringens politik omkring de tilbageholdte kvinder og børn.
Mange af dem sidder blandt andet i den kriseramte al-Hol-lejr, der huser knap 70.000 internerede kvinder og børn.
På samrådet gjorde ministrene det klart, at Danmark ikke vil hente de danske kvinder hjem.
Når det gælder børnene, kan det kun komme på tale at tage dem til Danmark, hvis de er i fare for at dø eller få "alvorlige, varige mén" ved opholdet i eksempelvis al-Hol.
Ifølge Politiken beskrives lejren som "helvede på jord" og "apokalyptisk" af hjælpeorganisationer og opfattes af det amerikanske udenrigsministerium som en sandsynlig rekrutteringsrede for IS.
Til avisen kommer udenrigsministeriet ikke med nogle svar på hverken drengens situation eller kommentarerne fra den kurdiske udenrigsleder.
Det henviser i stedet til, at man ikke kommenterer enkeltsager.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet