Babyboom blandt ulvene i Danmark kan være på vej
Ulvebestanden i Europa plejer at stige med 30 procent om året, men ikke i Danmark, lyder det fra Kent Olsen, leder af den nationale ulveovervågning. Foto: Carmen Jaspersen/Ritzau Scanpix
Tre ulvepar vil uden tvivl yngle i år, mens der er mere tvivl om to andre par, siger ulveovervågningsleder.
Op mod fem ulvekuld kan blive født i Danmark i år.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Det er første gang i nyere tid siden ulvens genindvandring, at vi har fem ulvepar, som potentielt alle kan få hvalpe, siger Kent Olsen, videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus og leder af den nationale ulveovervågning.
Han tilføjer, at der ikke er tvivl om, at tre af ulveparrene vil yngle i år. Det samme kan man dog ikke sige om de sidste to par.
- To af parrene er meget nydannede. Det er muligt, at de vil få hvalpe i år, men vi kan ikke sige det med samme sikkerhed som de øvrige tre par.
I 2012 satte ulven sine poter på dansk jord efter 200 års fravær.
Ulvebestanden i Europa plejer at stige med 30 procent om året. Ifølge Kent Olsen forventede man, at det også ville ske i Danmark, men sådan gik det ikke.
- Vi må konstatere, at bestandstilvæksten er gået væsentligt langsommere, end vi havde regnet med. Det har vist sig at være forårsaget af, at ulve forsvinder i Danmark, siger Kent Olsen.
Han påpeger, at data viser, at ulve bliver skudt i Danmark.
Ifølge Kent Olsen vil ulvebestanden vokse den nærmeste fremtid.
- I løbet af 2023 skal vi nok få yderligere pardannelser i Danmark. Hvis de fem par, vi har nu, får lov at blive og ikke forsvinder, fortsætter bestandstilvæksten.
Parringstiden for ulve er fra slutningen af februar til begyndelsen af marts. Hvalpene vil blive født i begyndelsen af maj.
Der er de seneste måneder blevet konstateret to nye ulvepar på dansk jord. I slutningen af december i Ulfborg-reviret og i slutningen af januar i Klosterhede-reviret.
I øjeblikket findes der cirka 29 ulve i Danmark - heraf fem ulvepar.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker