Badmintondarling genforenes med Superligaen

Camilla Martin vandt danmarksmesterskabet i damesingle 13 år i træk fra 1991. I dag skildrer hun andres sejre og nederlag på tv. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tv-profil og tidligere badmintonstjerne Camilla Martin, der lørdag 23. marts fylder 50 år, skal snart igen dække landets bedste fodboldrække.

Offentliggjort Sidst opdateret

En vinder på badmintonbanen og en garvet ordstyrer foran tv-kameraet.

Den tidligere verdensmester i badminton Camilla Martin, der lørdag 23. marts fylder 50 år, var kendt i Danmark og Asien som en eminent udøver med fjerbold og ketsjer.

Efter karrierestoppet i 2004 har fodbolden taget plads i hendes hjerte.

Efter en kort radiokarriere blev aarhusianeren i 2007 ansat på Viaplay og har uge efter uge stået i studiet efter de største kampe i Superligaen.

Camilla Martin har sørget for smil hos kolleger og kilder på skærmen, og hun har bidt fra sig, når pressede fodboldtrænere har forsøgt at vige udenom hendes kritiske spørgsmål.

Alt det skal hun gøre igen fra sommer.

For da hun i 2021 sagde farvel til Viaplay og goddag til TV2, var det også et midlertidigt farvel til dækningen af Danmarks bedste fodboldrække. Fra sommer bliver TV2 ligaens rettighedshaver sammen med hendes tidligere arbejdsplads.

- Jeg kommer da højst sandsynligt til at savne Superligaen, sagde Camilla Martin, da hun i 2021 gav et interview til B.T. om sit jobskift.

Siden skiftet til den fynske mediegigant har hun været brugt i badmintondækningen, mens hun har holdt sig skarp inden for fodbold ved blandt andet at dække landsholdet.

I sin aktive karriere fejrede hun et hav af store triumfer.

Hun vandt blandt andet VM-guld ved mesterskabet i København i 1999, og tre år senere vandt hun All England.

Dertil kommer et hav af danmarksmesterskaber, europamesterskaber og Grand Prix-titler. Den tidligere verdensetter tog desuden OL-sølv i Sydney i 2000.

I 2005 blev hun gift med Lars Nygaard, og de har sønnerne Lucas og Elias.

I 2011 flyttede Camilla og Lars fra hinanden, men skilsmissepapirerne blev aldrig underskrevet, og efter halvandet års "moderne familieterapi", som Camilla Martin kalder det, fandt de sammen igen.

Familien bor sammen på Sjælland, selv om hendes arbejdsplads har hovedkontor i Odense.

/ritzau/