Det værste snevejr i adskillige år tvang Falck til at indsætte otte af militærets pansrede mandskabsvogne (PMV) på Fyn og i det sydlige Jylland.
Køretøjerne skal assistere ambulancer, der ikke kan komme gennem snedriverne.
Ambulancechef Niels Thorup fra Falck i Kolding oplyser, at PMV'erne er indsat ved fire redningsstationer på Fyn, i Odense, Kerteminde, Årup og Bogense, samt fire steder i Jylland - i Vejle, Kolding, Fredericia og Haderslev.
- Foreløbig har vi ikke kørt med liggende patienter i PMV'erne, men vi har brugt dem til at skaffe ambulancer frem, siger Niels Thorup.
På Vestfyn blev en PMV brugt til at skaffe en ambulance frem for at hente en kvinde, der skulle indlægges til fødsel. Snemængderne på Fyn er så voldsomme, at det var nødvendigt at bruge en PMV til at assistere en ambulance i det centrale Odense.
Generelt bliver torsdag Falcks hidtil travleste dag i år. Midt på eftermiddagen havde korpset assisteret over 3500 fastkørte bilister eller biler med startproblemer spredt over hele landet.
DSB meldte om meget uregelmæssig togdrift med betydelige forsinkelser mellem landsdelene, men der var stort set ingen aflysninger. Vejdirektoratet oplyste, at de større veje efterhånden er farbare efter snefaldet. Det største problem er fastkørte lastbiler, der har svært ved at forcere bakkerne. Der var ikke melding om større uheld med personskade.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde